Anklage uden endeligt bevis

Det er en ambitiøs, stor og frem for alt nødvendig bog, Erik Meistrup har begået om kunstneren Jens Galschiøt. Den dokumenterer klart Galschiøts position som en af de mest betydningsfulde danske kunstnere på den internationale scene, og er det første forsøg på en samlet fremstilling af Galschiøts enorme virke.

"Jeg anklager..." lægger op til et opgør med selve kunstinstitutionen. Den postulerer, at Jens Galschiøt er uretfærdigt forbigået af museer, statslige indkøbsudvalg med videre. Den anklager også Galschiøts egne kollegaer, for at være druknet i æstetik uden sans for budskaber eller vigtigheden af politisk kunst. Smagsdommeri, kunne man sige, og undertegnede, der personligt har hørt en museumsinspektør udtale, at "Galschiøt kan vi ikke lide, så ham køber vi ikke" er da heller ikke i tvivl om, at anklagen holder i byretten. Det er uretfærdighed i skamstøtteklasse.

Meistrup griber sagen an fra den kunsthistoriske og æstetiske vinkel. Den herskende leflen for guldfisk, rådne svin og brændte børnehaver bliver sammenholdt med institutionernes afstandstagen fra Galschiøts ekspressivt realistiske og socialt engagerede kunst. Fint nok, om end en velkendt polarisering. For dårligt at lort på dåse er kunst, mens Kluge først er ved at blive det. For dårligt, at intet kunstmuseum endnu har købt af Jens Galschiøt.

Bogens styrke er helt klart dokumentationen af Galschiøts værkers selvstændige og kunsthistoriske værdi. Men beviset for, at der eksisterer et komplot af selvpromoverende kunstnere der tildeler sig selv indkøbene, mens realister og politiske kunstnere som Galschiøt holdes udenfor... Beviserne for, at museerne går efter de lettjente penge ved at lade et par smarte biler blive gennembanket af et par happening-kunstnere, at de måske oven i købet korrupte, og i alle tilfælde inkompetente i deres valg af god kunst, dvs. stivnet i deres egen dårlige smag i stedet for kunst-faglige vurderinger... Ja de beviser udebliver i Meistrups bog. Desværre. Man savner konkret, afslørende journalistik, flere kilder, der udleverer deres smagsdommeri. Afsløringer af magtens netværk og gensidig branding. Flere af Galschiøts egne historier om kampen for anerkendelse.

Alligevel er vi er mange, der ved at anklagen holder. "Jeg anklager..." leverer måske ikke de endelige beviser, men alligevel bør den læses af alle, der seriøst beskæftiger sig med kunst.

Previous	Level Up	Next
artinfo.dk, Lene Nordberg Eriksen og Thore Hammer Eriksen	2004: Jeg anklager - bog af Erik Meistrup	Lars Svanholm - Politisk indignation i plastisk form