Jens Galschiøt, Billedhugger, Banevænget 22, DK-5270 Odense N

Tlf. (+45) 6618 4058, privat 6614 4038, Fax (+45) 6618 4158

E-mail: aidoh@aidoh.dk, Internet: www.aidoh.dk

 

 

Odense, 12. marts 2003

 

 

 

Læserbrev/kronik til Fyens Stiftstidende:

 

Galschiøts forsvar for

kunstens ulidelige lethed

 

Fyens Stiftstidende har onsdag den 12. marts bragt en hel side om min kontrovers med Skatte­væse­net, om at de ikke vil anerkende fradrag for rejseudgifter i forbindelse opstillingen af en Skam­støtte­skulptur i Brasilien.

Fremstillingen er i det væsentlige korrekt. Jeg vil dog gerne tilføje nogle betragtninger om hvad kunst er og hvordan den værdisættes. Stort set alle med indsigt i kunstverdenen vil nok være enige i disse betragtninger som må være et naturligt udgangspunkt når man vil diskutere forholdet mellem kunst og økonomi.

Skattevæsenet påstår ikke at jeg holdt ferie, da jeg i foråret 2000 tog til Brasilien for at opstille en Skamstøtte. De anerkender at der var tale om en kunstnerisk aktivitet, men det er åbenbart ikke nok til at en kunstner kan trække udgifterne fra.

Jeg vil i løbet af et par dage lægge alle relevante oplysninger om sagen på internettet, så enhver får mulighed for at tage stilling, se ’Brasilien-sagen’: www.aidoh.dk

Hvad er kunst?

Siden 1700-tallet har man i den europæiske kulturkreds skelnet mellem

·        på den ene side (kunst)­hånd­værk og brugskunst som har en brugsværdi og skal opfylde et bestemt formål. Det er denne kategori min produktion af sølvsmykker kommer under.

·        og på den anden side ’de skønne kunster’. Og det er denne kategori som mine skulp­turer hører under. I dagens Danmark anses udtrykket ’de skønne kunster’ nok for gammeldags. I stedet bruger man i daglig tale blot ordet ’kunst’ for at betegne det samme. Slår man dette ord op i Den Store Danske Encyklopædi, finder man følgende:

Den skønne kunst bestemmes gennem sit modsætningsforhold til natur, til videnskab og til hånd­værk. Den er fri (autonom) i den betydning, at kunstneren selv skaber de regler, kunstværket følger, og at kunsten ikke tjener noget udefra påtvunget formål.

Kunsten kan kun være fri, hvis den ikke er underkastet økonomiske interesser, dvs. at den ikke frem­­­bringes for at tjene penge. En kunde der køber et kunstværk hos en kunster, forventer simpelt­hen at kunstneren har lagt sin inderste sjæl i værket. Dette er selvfølgelig en ideel betragtning, men det er disse kriterier som stort set alle kunstkritikere, kunsthistorikere og kunstnere definerer som værende moderne kunst. Den italienske kunstner, Piero Manzoni har oven i købet lavet happening omkring dette emne, hvor han puttede sine ekskrementer i 100 dåser, nummererede dem og kaldte værket ”la merde de l’artiste” (kunstnerens lort). Kunstkøberne fik på denne måde det inderste af kunstneren. Disse dåser er senere blevet solgt til 300.000 kr. stykket.

Er indtjeningstrangen for stor og bliver en afgørende faktor for hvordan kunstneren skaber sine værker,  har vi at gøre med kommerciel kunst, eller sagt med et værdiladet ord: fiduskunst. Eksempler på dette kunne være grædende sigøjnerbørn, kopiering af stilarter som kunstneren ved kan sælges for tiden. Faktisk er der her slet ikke tale om kunst, men om et konsumprodukt.

Set i den sammenhæng forekommer det absurd når Odense Skattevæsen hævder at kun udgifter der afholdes for at tjene penge (med et indtægtsfremmende sigte) kan trækkes fra. Skulle skattevæsenet få med­hold i dette princip, vil tæppet være trukket væk under alle seriøse kunstnere i Danmark.

Kunstens værdifastsættelse og salgsværdi

Kunst værdifastsættes ikke som andre varer i vores samfund, der som regel fastsættes ud fra hvor meget materiale, følge-omkostninger og arbejdskraft der er indeholdt i produktet. Selvfølgelig vil et kunstværks pris indeholde både materiale og arbejdskraft, men det vil ikke være det afgørende for pri­sen. Man kan ofte opleve at et kunstværk sælges for en slik selv om kunstneren har arbejdet på det i månedsvis, og at en anden kunstner kan få mange penge for et værk det har taget 5 minutter at lave.

Prisfastsættelsen af et kunstværk bestemmes væsentligst af dets ikon-effekt. F.eks. kan et maleri af Picasso være 10 millioner værd, mens en fuldstændig nøjagtig kopi at det samme maleri kun vil være få tusinde værd. Et andet eksempel kunne være Marcel Duchamp’s (1920erne) Fontaine der bestod af et almindeligt pissoir købt i en vvs-forretning. Dette værk koster flere millioner kroner i dag, imedens et tilsvarende pissoir købt i den samme vvs-forretning stadig kun ville koste få hundrede kroner.

Denne ikon-effekt, der hviler som en slags aura over værket bestemmes af en lang række faktorer,  f. eks:

• Historien - de sammenhænge værket er blevet præsenteret i, dets tilblivelsesproces, den kunstsammenhæng det indgår i, sammenhæng med andre værker osv. F.eks. består min Skamstøttehappening af 10 skulpturer opstillet som nåle rundt omkring på kloden, hvor de alle indgår i en lokal sammenhæng som symboler for noget specifikt lokalt, samtidig med at de er et sammenhængende globalt skulpturelt opråb og værk.
• Kunstneren - hvad har han lavet før, hvilke sammenhænge og kunstsammenslutninger er han medlem af, har han solgt sine værker og til hvilken pris, er han kendt i kunst­sammen­hænge og i offentligheden.
• Motivet - er det et typisk motiv og sammenhæng for kunstneren.

·        Følgagtighed over for kunden - det ville være ofte være fuldstændigt ødelæggende for et kunstværks ikonværdi, hvis det senere viste sig at kunstneren kun havde lavet værket for at tilgodese kundens ønsker. En sådan afsløring ville formentlig gøre værket til værdiløs ”fiduskunst”.

Min Indre Svinehund bestod af over 20 stk. et ton tunge skulpturer. Dem stillede jeg op i Europa i 1993 som et kunstpolitisk statement omkring racisme. Det var ikke de enkelte skulpturers udseende der var afgørende for værket, men derimod at de blev opstillet sam­ti­dig over hele Europa på offentlige pladser og at de frembragte enorm reaktion. Det var mere reak­tio­nen og kom­mu­ni­ka­tio­nen omkring skulpturen der var kunstværket end skulpturen selv. Den var bare mediet til at få diskussionen til at rulle. Happeningen blev lavet ud fra personlige over­vejel­ser om hvor Euro­pa bevæger sig hen.

Den fik ladet Svinehundeskulpturen op med så stor sym­bol­effekt, at det senere gav sig udtryk i en økonomisk prisfastsættelse. Det skete ved at Frederiks­sund Kommu­ne for nylig købte skulpturen for 250.000 kr. Hermed har happeningen på ingen måde været en under­skuds­for­ret­ning, hvis man regner det ud på en 10 års basis. Det er jo fint ud fra et økonomisk synspunkt, men forudsæt­nin­ger­ne for at lave projektet har aldrig været at det skulle give overskud. Det er set ud fra et kunst­syns­punkt irrelevant, selv om det jo er en behagelig bieffekt for kunstneren, der jo også skal have brød på bordet.

På samme måde vil det formentlig gå Skamstøtten. F.eks. er der allerede kunstkritikere der højlydt har krævet at Statens Kunstfond køber skulpturen og som betragter den som en af det 20. århund­re­des markante skulpturer. Også her vil bare en enkelt solgt Skamstøtte betale samtlige udgifter på happeningen.

Skattevæsenet anklager mig for at jeg skaber min kunst uafhængigt af driftsøkonomiske over­vejel­ser. Det har de fuldstændig ret i!

Jeg har aldrig skabt en eneste skulptur, eller udviklet et kunstkoncept (happening) hvis formål det var, at jeg skulle kapitalisere den økonomisk igennem et senere salg eller at skabe offentlig omtale, der havde som formål at jeg skulle tjene penge på det. Selv mine bestillingsopgaver, f. eks. fra Be­klædningsfagskolen (Erik Mortensen skulptur) eller teks­til­industriens gave til dronning Margrethe er lavet ud fra andre motiver end at tjene penge. Når man bestiller et kunstværk hos mig, er det formentlig fordi man kan lide mit kunstneriske udtryk og form­sprog. Men skulle det vise sig at kundens og mine ideer ikke kan gå op i en højere enhed, ender det ikke med at jeg tilpasser mig til kundens ønsker, men at jeg opgiver projektet.

Skattevæsenets anklage om for store rejseudgifter bliver helt absurd når man tager i betragtning at jeg i årenes løb har modtaget adskillige hæderspriser som anerkendelse af mine internationale kunstmanifestationer, som langt overstiger mine rejseudgifter.

Jeg har aldrig postuleret at mine rejseudgifter har et erhvervsmæssigt sigte. Tværtimod vedkender jeg mig gerne, at jeg som kunstner er fuldstændigt styret af personlige interesser. Min påstand er imidlertid at jeg rent  forretningsmæssigt også lever op til de forventninger, som man kan have til en virksomhed af min type, der i sagens natur ikke kan været styret af profittrang, men alligevel frembringer et betragteligt overskud som beskattes på normale vilkår.