OBS OBS - Foreløbig projektbeskrivelse 9. februar 2009 - OBS OBS

 

Hvis indlandsisen smelter……

Seven Metres

En kunsthappening af Jens Galschiøt om folkevandringer, civilisationsnedbrud, miljø, vandstigning, blinkende lygter og oprindelige folk.

 

 

Baggrund: Den globale opvarmning vil bevirke store demografiske ændringer, da dele af jorden ikke kan bebos af mennesker pga. tørke og oversvømmelser. Dette vil medføre store folkevandringer /flytninger i millionstørrelser. Hvordan håndterer vi det? - når 300 flygtninge i Sandholmlejren anses for at være et stort problem.

Hvis al Grønlands is smelter, vil havvandet stige 7 meter. Det tager lang tid. Men for at illustrere hvordan det føles når ens jord blive ubeboelig og man bliver nødt til at flytte har jeg valgt at tage udgangspunkt i en 7 meters havstigning.

 

Idé: Under FN´s klimatopmøde i København opsættes i tusindvis af røde blinkende diodelygter (cykellygter) der markerer havoverfladen ved en 7 meters vandstigning. Samtidig opfordres civilsamfundets borgere overalt på kloden til at deltage i kunstmanifestationen ved at ophænge blinkende diodelygter i deres egne byer og lande.

De røde blinkende lygter bliver en visuel kunstnerisk advarsel om en kommende miljøkatastrofe hvis vi bare lader stå til.

I København ophænges lygterne på en række strategisk udvalgte bygninger, lysmaster, træer og lignende i centrum og ved Bella Center hvor klimatopmødet holdes. Højderne bestemmes ved GPS højdemålere.

Budskabets enkelhed og synlighed vil have en enorm visuel gennemslagskraft. Den vil nå ud til samtlige topmødedeltagere, københavnere og rundt på kloden igennem de tusindvis af miljøbevidste borgere der forventes at deltage i happeningen og give topmødedeltagerne en påmindelse.

 

Målet er at projekt Seven Metres skal være en øjenåbner for verdensoffentligheden i forhold til klimaforandringerne og deres konsekvenser. Eventen skal minde verden om, hvor meget der er på spil ved forhandlingerne - at det ikke kun drejer sig om at mange dyrearter vil blive udryddet, men at klimaændringerne vil berøre milliarder af mennesker og have voldsomme konsekvenser for alle på kloden.

Målet er at gøre symbolet så kendt, at bare det at tænde eller se en rød blinkende cykellygte under et møde eller en demonstration vil bringe tankerne hen på miljøproblematikken.

Projektet vil ikke have nogen konkrete anvisninger på hvordan en miljøkatastrofe kan undgås, det vil vi overlade til andre. Målet er at mane til eftertanke og opfordre til handling både lokalt og globalt.

 

Kunstvinkel: Det er den danske billedhugger Jens Galschiøt der står bag projektet Seven Metres. Galschiøt opfatter kunst som nonverbal kommunikation og bruger ofte sin kunst til at lave internationale kunsthappenings der sætter fokus på forsvaret af et humanistisk menneskesyn. Normalt bruger han skulpturer til sine kunstneriske manifestationer, men i denne sammenhæng har han valgt at lave en lysinstallation, der i kraft af sin enkelhed skal sprede sig over hele kloden.

Galschiøt udtaler om projektet: ”Der er i virkeligheden slet ikke tale om en kampagne i traditionel forstand. Eventen skal fungere som katalysator for en slags bølge eller følelse der går i selvsving og skyller hen over kloden. Den er langt mere beslægtet med poesi og kunst end egentlig politisk aktivisme. Det er en global historie som fortæller sig selv. Man kan sige at vi indleder en kamp om fortolkningen af virkeligheden.

Inden for meteorologien og fysikken opererer man med en ’sommerfugle-effekt’ der siger at verden er så kompleks og sammenhængende, at en sommerfugl der basker med vingerne i Kina vil kunne udløse en storm i Californien. Projektet ”Seven Metres” kunne blive en sådan sommerfugl”, fortæller Jens Galschiøt og fortætter ”Jeg vil udfordre og teste grænserne for de strukturelle og kommunikations­mæssige muligheder som globaliseringen har frembragt.”

Projektet vil i kraft af sin dynamik fungere som det Joseph Beuys kaldte et ’Gesamtkunstwerk’. Grænserne mellem kunstner, kunstværk og beskuer er udvisket. Alle bliver en del af værket, om de vil det eller ej. Ved at inddrage selve den jord som folk bord på i happeningen går katastrofens omfang op for dem. Mange vil aktivt støtte kampagnen ved at tage Seven Metres til sig og hænge diodelygter op i deres lokalområde. Andre vil forsøge at ignorere det, men de røde insisterende katastrofeblink vil være næsten angstprovokerende i deres dystre forudsigelse, om en jord der levner mindre og mindre plads til menneskene.

Dommedagsbudskaber. Budskabet med 7-meter-linjen kan kritiseres for at være dommedagsprofetisk, da risikoen for en total afsmeltning af indlandsisen ligger langt ude i fremtiden. Argumentet er imidlertid, at det er nødvendigt at fokusere på hvor galt, det kan gå - også selv om det er på længere sigt. Afsmeltningen går langt hurtigere, end man tidligere har troet, næsten hver måned kommer der nye og højere tal for de forventede vandstigninger inden for dette århundrede.

Man skal være opmærksom på at der ikke er tale om et videnskabeligt projekt, men om en kunstnerisk fortolkning af miljøproblematikken. En fortolkning der er beregnet til massekommunikation og til at stabe et øjebliksbillede af hvordan en eventuel fremtid kan se ud. En slags digt i det offentlige rum, hvor det ikke er de konkrete ord, men den sammenhæng og stemning som hele digtet skaber, der er det interessante.

Det er ikke nok bare at skifte til sparepærer! Der er brug for en holdnings- og forbrugsændring, der rækker langt, langt videre. Det er ganske enkelt nødvendigt at skære tingene ud i vand for at budskabet bliver modtaget.

I øvrigt er 7 meters vandstigning relativt moderat. Hvis isen på Antarktis også smeltede ville vandstigningen blive 80 meter.

Mange er ikke klar over menneskenes rolle i klimaforandringerne. En aktuel måling viser, at fire ud ad ti danskere ikke tror på en menneskeskabt drivhuseffekt. En rundspørge fra analyseinstituttet Synovate Vilstrup viser, at 62 % mener, at klimaændringer primært er menneskeskabte. De øvrige 38 % forklarer klimaændringer som naturgivne udsving eller svarer ”ved ikke”. (Kilde: Politiken den 30. november)

Symbolik:

Symbolikken i en kunsthappening vil altid være åben for fortolkning og indeholder mange lag, her er nogle bud:

-         Røde blinkende lygter symboliserer fare, her omfortolket til fare ved klimaændringer.

-         Ved at markere en 7-meters vandlinje inde i en storby, symboliseres klimaforandringernes ekspropriation af jord og levemuligheder. Mange vil næsten opfatte linjen som et konkret overgreb, der truer deres ejendom og liv.

-         7-meter-linjen vil gå igennem nogle af de dyreste og flotteste ejendomme, der jo ofte ligger ned til vandet i havnebyerne. På den måde symboliseres det enorme materielle værditab som klimaforandringerne vil medføre både for den enkelte og for samfundet.

-         7-meter-linjen vil symbolisere at det ikke kun er en imaginær natur det går ud over. Menneskene er ikke en adskilt del af naturen og klimaændringerne vil betyde enorme udfordringer for vores civilisation.

-         7-meter-vandlinjen er et symbol på hvor galt det kan gå. Ikke alle vil blive ramt af vandstigning, nogle vil blive udsat for tørke. Men konsekvensen er den samme, befolkningen må flyttes et andet sted hen.

 

 

Offentliggørelse: Det er en afgørende målsætning for projektet at gøre det til en massiv offentlig begivenhed under miljøtopmødet i København og accelerere projektet til en verdensomspændende event. At opnå dette vil normalt kræve et 3-cifret millionbeløb i reklame­penge, Men her kommer de millioner af miljøinteresserede og bekymrede borgere ind. Det er vores erfaring at disse kan nås og aktiveres igennem målrettede ekspanderende kampagner på internettet.

Internettet: Vi vil rundsende opfordringerne igennem Jens Galschiøts netværk (Art In Defence Of Humanism) og dér opfordre folk til at sende det videre. Det skulle sikre at det kommer bredt ud. Disse lister indeholder over 100.000 personer med tæt tilknytning til medier, aktivistmiljøer, ngo’er og kunst-aktiviteter over hele kloden. Dette netværk vil også blive brugt til løbende at orientere om kunsteventens forløb. Derudover forventer vi, at også de tilknyttede organisationer og andre sender ud over deres netværk.

Vi opretter forskellige profiler, nyhedsgrupper, diskussionsforummer m.m. på nettet, bl.a. Facebook.

Vi kontakter bloggerne og beder dem om at sætte fokus på eventen.

 

 

Websider: Internet-domænet www.SevenMetres.net  (ikke besluttet endeligt, vi har købt alle domænerne omkring dette også 7 metres) vil fungere som interaktivt (web2) omdrejningspunkt og kataly­sa­tor for eventen. Her kan pressen og interesserede hente inspiration, baggrund og forslag til hvordan man kreativt vil bruge de røde diodelygter i forbindelse med miljøtopmødet (COP15) i København dec. 2009.

 

Websiden vil indeholde:

  • Støttelister over dem der har bakker op bag projektet og som aktivt vil opsætte de blinkende diodelygter i deres lande i forbindelse med COP15. Man kan tilslutte sig direkte på websiden og skrive hvad man har planlagt og hvad man synes om eventen.
  • Kommentar-blok hvor man kan skrive hvad man mener om projektet, COP15 og miljøet.

·        Der etableres en mailingliste over alle, der løbende vil have oplysninger om hvordan eventen skrider frem.

·        Interaktivt mail-system til videre-sendelse af Seven Metres idéen til ens egen mailliste.

·        Siderne bruges også som nyhedsformidling til pressen omkring hvordan aktionen skrider frem og hvor man kan downloade fotos og baggrundsartikler om eventen og om miljøproblematikken.

  • Anvisninger på, hvordan den enkelte selv kan tage idéen op. Der skal ganske enkelt være en manual til, hvordan man som enkeltperson, som organisation eller græsrodsbevægelse kan tage del i eventen.

 

 

Google Earth:

Vi håber at kunne etablere et samarbejde med Google Earth så det vil være muligt for borgere overalt på kloden at se hvor en 7-meter linje går i deres lokale område.

Der eksisterer allerede nu en hjemmeside hvor man overalt på kloden kan se hvor meget der bliver oversvømmet ved forskellige vandstigninger. Det er et meget skræmmende syn. Hele Amager og store dele af København vil være oversvømmet ved en vandstigning på 7 meter, men allerede ved 2 meter, som nogle forskere forudser, kan blive en realitet allerede i dette århundrede, vil 2/3 dele af Amager og mange af områderne ved kysten og kanalerne vil være oversvømmet. Tjek selv på: http://flood.firetree.net (kan kun åbnes med Internet Explorer browser).

 

 

Trykte materialer: I forbindelse med eventen udgives en overstørrelse A3 folder, der i udfoldet form kan bruges som plakat. Plakaten vil være af god kunstnerisk kvalitet og være udformet på en måde, så den samtidig fungerer som COP15 mødets ’græsrodsplakat’. Det er vores erfaring at denne type foldere/plakater bliver taget med hjem som en slags souvenir fra topmødet.

Folderen indeholder information om projektet, om formålet og link til projektets web-site.

 

Mediekontakt: Før, under og efter eventen vil vi prioritere mediekontakten højt. Vi forventer, at medierne ikke blot vil være interesserede i selve eventen, men også i de udviklingstendenser, der ligger til grund for eventen - klimaforskning, klimaforandringer. Som organisatorisk bagland for eventen opbygger vi et netværk af kontaktpersoner, der vil kunne fungere som talsmænd over for medierne.

 

Paraply-projekt: Vi opfatter Seven Metres projektet som et slags paraplyprojekt, som mange NGO`er og enkeltpersoner kan bruge som en opmærksomheds-skaber. Seven Metres vil ikke komme med nogen faste dagsordener, men være en massiv og kunstmanifestation der sætter fokus på at der er noget ravende galt med miljøet og at fremtiden vil være meget problematisk for menneskeheden, hvis der ikke gøres noget.

Denne åbne dagsorden gør at mange NGO’er inden for miljøområdet, kan bruge projektet og opmærksomheden til at komme med deres bud på en fremtid. Dette er en strategi som vi før har brugt under ’TheColorOrange.net’ eventen, hvor mange forskellige og ude fra set meget forskellige NGO’er, alle brugte den orange farve som kritik af Kina under OL. F. eks. brugte en gymnastikforening i Sydfrankrig farven ved en stor opvisning, tibetanerne lavede orange trøjer, en kunstner satte orange flag på Mont Blanc, Hongkong kinesere malede skulpturer orange og en gruppe ældre kvinder i Fåborg satte orange bånd op overalt i byen. Mulighederne er uendelige også med røde diodelygter.

Vi håber at Seven Metres kan bruges på samme brede måde.

 

Inddragelse af civilsamfundet: Det er vigtigt at give almindelige borgere, både dem der er i København under topmødet, og dem der gerne vil deltage i deres respektive lande nogle handlemuligheder for at påvirke miljøtopmødet. Eventen vil blive organiseret på en sådan måde at tusindvis af borgere bliver inddraget i projektet, både som enkeltpersoner og i lokalgrupperne. Vi tilrettelægger det således, at man kan bakke op omkring Seven Metres projektet på mange forskellige måder, så der er plads til folk med forskellig aktivitets-lyst. Her er nogle foreløbige bud:

  • Der kommer til at deltage rigtigt mange aktivister i selve projektet under miljøtopmødet. Lygterne skal hænges op og tages ned bagefter. Vi forventer at organisere netværker af aktivister der vil hjælpe med denne store opgave.
  • Inddragelse i selve organiseringen af happeningen, opbygning af websider, oversættelser, pressemeddelelser, kontakt til aktivister, NGO’er, sponsorer m.m.
  • Vi forventer at få et godt samarbejde med mange NGO’er og at de vil slutte op om Seven Metres og bruge eventen til at sætte fokus på deres egen vinkel på miljøproblematikken.
  • Vi vil bruge internettet til at oprette lokalgrupper både i Danmark og i udlandet. Grupperne vil med afsæt i Seven Metres happeningen og arrangere lokale miljø-eventer.
  • Fra internettet vil man kunne downloade en fil med en blinkende rød linje, som en slags logo for Seven Metres happeningen. Det kan bruges på hjemmesider, internet-profiler, m.v. eller ved at videresende pressemeddelelser, blogge og oplyse dels om projektet, dels om miljøproblematikken og miljøtopmødet i København.
  • Man kan hænge en masse røde diodelygter op på lavtliggende og/eller synlige steder i sit lokalområde.
  • Ved at bruge blinkende cykellygter under demonstrationer og på møder kan man markere at der netop nu foregår nogle skelsættende og måske afgørende miljøforhandlinger i København.
  • I stedet for julepynt som man normalt vil hænge op i december, kan man bruge kæder af blinkende røde lys for at markere topmødet i København, som netop forgår op til jul fra 7. til 18. december 2009.

 

Personen bag happeningen: Billedhuggeren Jens Galschiøt er formentlig en af Danmarks mest erfarne eventmagere. Fra sit værksted i Odense har han gennemført rigtigt mange kunstmani­festa­tioner overalt i verden - i Nairobi, Mexico, Hongkong, Europa og lokalt i Danmark. Af tilsvarende projekter som Seven Metres kan henvises til ’TheColorOrange.net’ projektet omkring Kina, der bl.a. havde over 450.000 besøgende på websiden.(www.TheColorOrange.net)

Eksempler på kunstnerens andre omfattende aktiviteter kan ses på www.aidoh.dk

 

 

Sponsorer og samarbejdspartnere til projektet

Denne event er sikret en meget stor synlighed, både lokalt i Danmark og på globalt plan over en længere periode. Man kan oven i købet forestille sig at Seven Metres bliver genbrugt ved andre miljøtopmøder. Vi søger sponsorer og samarbejdspartnere der vil støtte projektet.

Samarbejdspartnernes præcise rolle i forbindelse med projektet skal afklares gennem forhandling. Vi forestiller os at vore partnere vil være synlige på alle trykte og elektroniske materialer, der udgives i forbindelse med projektet.

Projektet rummer store muligheder for NGO’er der gerne vil deltage og profilere sig i den offentlige debat i forbindelse med COP15 mødet. Vi håber på at kunne etablere et overordnet samarbejdede med nogle få store organisationer, der vil kunne levere den videns- og debatmæssige tyngde som projektet åbner mulighed for at komme ud med i offentligheden.

Vi har lavet en samling af links om miljøspørgsmål, se

http://www.aidoh.dk/Eco

Projektet rummer også mulighed for at etablere et godt samarbejde med de folk der direkte bliver berørt af en selv lille vandstigning. F.eks. Bangladesh og de oprindelige folk, især på Stillehavs-øerne der vil være nogle af de første der bliver berørt.

I det omfang samarbejdspartneren ønsker det, vil vi arbejde for at anvende mediekontakten i forbindelse med eventen til at sikre partneren adgang til medierne.

Vi vil gerne have et samarbejde med private firmaer der kan gå ind og sponsorere projektet, ved kontante tilskud eller ved praktiske bidrag, f.eks. i forbindelse med produktion af de mange diodelygter. Vi er overbeviste om, at en tilknytning til en så markant event med et rent og alment menneskeligt budskab vil have en stor positiv effekt for imageopbygning.

 

Tidsplan

 

1. fase indtil februar 2009

Tilvejebringelse af finansieringsgrundlaget for eventen

 

2. fase fra februar - september 2009

Organisering, planlægning og tilrettelægning

 

3. fase fra september til november 2009

Endelig klargøring

 

4. fase. november - december 2009

Gennemførelse og opfølgning på eventen

 

 

Projektet i praksis

Idéen går som nævnt ud på at markere en syv meter linje på en række offentlige bygninger m.m. i København med røde blinkende lygter. Udvælgelsen af lygterne og metoden til montering af lygterne udvikles til eventen.

Selve monteringen af lygterne sker primært ved hjælp af frivillige der aktiveres igennem websiden, græsrodsorganisationerne, NGO’er m.v.

Lygterne monteres med gummibånd lavet af natur latex er miljømæssigt bæredygtigt. Selve lyskilderne bliver formentlig cykellygter, vi søger en producent der fremstiller disse så bæredygtigt som muligt, f.eks. Ikea. Lygterne indsamles efter brug.

Gennem planlægningsarbejdet vil vi afklare, hvor mange bygninger, træer m.v., der kan indgå i eventen.

 

 

Budget for projektet Seven Metres

 

OBS OBS - Foreløbigt budget 9. februar 2009 - OBS OBS

 

Opsætning af diodelygter:

 

Køb af 15.000 diodelygter. à 10 kr.                                                                                                                    150.000 kr.

Materialer, stiger m.v. til ophængning                                                                                                                       10.000 kr.

Kørsel i forbindelse med ophængning                                                                                                                         8.000 kr.

 

Diverse                                                                                                                                                                     8.000 kr.

 

I alt for opsætning af diodelygter                                                                                                                    176.000 kr.                                                                                                                   

 

Fremstilling af plakater og løbesedler

Grafisk design, fotooptagelser, opsætning af løbesedler i foldet A3                                                 12.000 kr.

Trykning og foldning af 45.000 stk. (engelske/danske) foldere/plakater i farver                                                          40.000 kr.

I alt for fremstilling af plakater og tryksager                                                                                                                    52.000 kr.

                            

 

Opbygning af internetside                                                                                                                              30.000 kr.

 

 

Udførelse af happeningen

 

Generelle omkostninger

Organisator til at organisere hele happeningen,

opbygning af aktivistnet, vedligeholdelse af internetsiden m.m.

9 måneder à 23.000 kr.                                                                                                                                        207.000 kr.

 

Opbygning og indtastning af database med adresser på alle de

organisationer og enkelpersoner der globalt skal involveres i

happeningen, 10.000 poster: 3 måneders arbejde à 23.000 kr.                                                                                   69.000 kr.                            

Kontor, pc’er, faxe, telefoner m.v.: 6 måneder à 3.000 kr.                                                                         18.000 kr.

Telefonregning/fax, der fremstilles en grafisk fax-side der er en A4

udgave af posteren der udsendes globalt                             10.000 stk.                                                                     20.000 kr.

Porto, kuverter, rør til poster, 5.000 udsendinger globalt                                                                           30.000 kr.

Administrativ hjælp: 6 mdr. à 23.000 kr.                                                                                                                    138.000 kr.

Diverse udgifter                                                                                                                                                     9.000 kr.

 

I alt for organiseringen af happeningen                                                                                                                    491.000 kr.

 

 

I alt for hele happeningen                                             749.000 kr.

 

 

Jens Galschiøt

Banevænget 22

DK-5270 Odense N

Tlf: +45 6618 4058

Mail: aidoh@aidoh.dk

Internet: www.aidoh.dk

 

Se: www.aidoh.dk/7m