»Jeg anklager den officielle og bestemmende del af den danske kunstverden
for hykleri«.
»Det gør jeg, fordi den ene dag bruger man betegnelser og værdisæt til at
rose kunstnere, som man har bestemt sig for, er værd at støtte«.
»Den anden dag bruger man de samme typer af betegnelser og værdisæt mod de
kunstnere, man ikke bryder sig om«.
Så heftig indleder Erik Meistrup sin bog om samfundskritikeren,
skulpturfabrikken, debattøren, billedhuggeren m.m. Jens Galschiøt.
Og ikke så lidt er der om anklagen, al den stund det er enhver anmelders
opgave at være selektiv ud fra en kritisk og - naturligvis - subjektiv
vurdering.
Stjålne skulpturer
Men fænomenet Galschiøt er noget særligt. For han falder uden for stort set
alle kategoriseringer, som anmeldere ellers arbejder ud fra.
Han er ikke repræsenteret på et museum, der kan eksponere hans ting og sætte
dem ind i en sammenhæng. Han har ikke noget galleri, der kan forhandle,
formidle og præsentere hans ting. Han er ikke medlem af en sammenslutning
eller andre af kunstlivets officielle stormtropper.
Når han viser sine ting, er det heller ikke i kunstbygninger eller -haller.
Nej, det er midt på gaden. Og han er ikke typen, der venter på, at en
kommune eller en borgmester skal give ham lov til at gøre det.
Han gør det bare, ikke bare én skulptur, men mange, hundredvis. Måske
derfor bliver hans skulpturer ofte molesteret eller fjernet. Femten skulpturer
er stjålet alene i år. Og kunsttyverier giver omtale i medierne. Men en
anmeldelse til politiet medfører ikke automatisk en kunstanmeldelse.
Skamstøtten
Af alle de kunstnere, der aldrig bliver anmeldt, er Jens Galschiøt langt den
mest kendte. Efter al sandsynlighed har De også hørt om hans Skamstøtte.
Den har været rejst mange steder i verden. Den første blev opstillet lige før,
at den gamle britiske kronkoloni Hongkong blev indlemmet i Folkerepublikken
Kina.
Et vist postyr var resultatet, og en lokal udstillingsleder udtalte de ord,
der i diverse nuanceringer er blevet gentaget hver gang, Galschiøts figurer
har banket på kunstinstitutionens lukkede porte: Et værk bliver ikke et
bedre kunstværk, fordi der bliver politisk postyr omkring dens placering.
Skamstøtten eksemplificerer et andet træk ved Galschiøts arbejde som
billedhugger: hans figurer optræder næsten altid i flertal, som en figurativ
invasion, som et kollektiv af kopier. Og de bliver ikke stillet op for at
pynte på noget.
Skamstøtten har, som teksten påpeger, vakt ubehag i de danske
kunstinstitutioner og nærmest overalt i denne verden - altså
kunstinstitutionens - er den blevet afvist. Resten af verden har været
relativ mere åben.
Indiskret påmindelse
Reaktionen er typisk for den medfart, som ofte er blevet Galschiøts værker
til del. De har heller aldrig været tænkt som noget mål i sig selv. De er
et middel, et mellemled. Målet er både større og mere utopisk: værkerne
skal gøre opmærksom på lidelsen, smerten og skammen på vor klode, på alle
de menneskelige overgreb og omkostninger, som magt og storpolitisk kynisme har
ført med sig.
Kunsten skal bruges som en indiskret påmindelse, den skal bombardere den dårlige
samvittighed, den skal være en spærring i menneskers synsfelt, der kan udløse
vrede, forargelse, kritik, debat og måske også en forandring til det bedre.
Hvis situationen kan vurderes ud fra nogle af vor tids største udstillinger
om samtidskunst, Documenta i Kassel og Biennalen i Venedig, er det lidt den
samme rolle, som en voksende del af seneste internationale kunst har taget på
sig.
I det øjeblik, Documenta 11 inviterede den tredje verdens lande med, blev der
lukket op for udtryk, der havde en langt vigtigere dagsorden end at
tilfredsstille kunstinstitutionernes kulinariske behov for stadig større
nyheder og mere komplekse udsagn.
Det var en samtidskunst, hvis behov for at placere menneskets vilkår i
centrum og sætte problemer under debat overstrålede alle de målsætninger,
man normalt møder i Vesten.
Kunstens rolle
Synspunktet bag denne kunstfilosofi kunne være: Så længe kloden ikke er et
trygt sted at være for alle, kan en ansvarlig samtidskunst ikke nøjes med at
betjene markedets behov, kunstens institutioner og kunstnerens egne
karriereovervejelser.
Hvis nogen siger til kunsten, at den bare skal holde kæft og være smuk,
forstår de heller ikke den oppositionelle og politiske rolle, som kunsten har
spillet mange gange i løbet af sin konfliktfyldte historie, hos eksempelvis
Goya, David, Manet etc. Deres langt større kvalitet ufortalt.
Med andre ord går diskussionen ikke på at flytte kunstens grænser endnu længere
ud i ukendt ingenmandsland. Den går på, hvorvidt det er kunstens opgave at påvirke
og udvide menneskets politiske bevidsthed. Det mener Galschiøt. Men det mener
hans kritikere ikke.
For dem - og nærværende anmelder er ingen undtagelse - er et kunstværk
interessant, hvis dets form, dets udtryk er interessant, dvs. nyskabende,
umiskendeligt, personligt. Det hjælper ikke stort på dets kunstneriske
status, dets værdi og betydning, at det vil bekæmpe undertrykkelsen,
afskaffe hungersnøden, nedbringe børnedødeligheden etc., hvis dets form
ikke overbeviser i sig selv.
Kunst og moral
Men det er slet ikke Galschiøts formål med den kunst, han laver: »For mig
har skulpturen ikke noget med politik at gøre, men med etik«. Han opfatter
ikke sine værker som stilistisk grænsebrydende, i hvert fald ikke mere end
Rodin, Rudolph Tegners og Wiig Hansens er det i 2004.
Begrundelsen for at lave et værk handler ikke så meget om værkets form som
om de tilstande i det politiske rum, der forener kunstner og beskuer. Det er
derfor, at han har stillet sin 'Skamstøtte' op alle de steder, hvor skammen
har vækstbetingelser, og sin skulptur 'Min indre svinehund' der, hvor
svinehunden har frænder.
Han er ikke så naiv at tro, at de opstillede værker alene kan løse verdens
problemer. Men han forventer, at de mere effektivt end noget andet middel kan
gøre opmærksom på lidelsen og smerten. Og så forventer han, stadig mere
insisterende, at han som kunstner bliver krediteret for at gøre noget, som
ingen gør i samme omfang som ham selv.
»Når jeg blander moral med kunst, så kalder man det politik og mener ikke,
at det kan være kunst ... Man vil ikke støtte en mand, der generer systemet.
Men i en verden, hvor italieneren Piero Manzoni kan skide i en dåse og ende på
alverdens museer og i allehånde lærde afhandlinger, så kan jeg ikke se den
store forskel på min Svinehund og hans efterladenskaber ... Mit arbejde er
lige så banebrydende som Manzonis«.
Debat for enhver pris
Det er slet ikke Galschiøts etiske eller ideologiske ambitioner, der
undergraver den kunstneriske værdi af hans produktion. Det er heller ikke
brugen af værket som samfundskritik rambuk.
Nej, det er den kunstneriske udførelse, især i værker som
'Forretningsmanden', 'Kærlighed' og mange andre. De er bare dårlige
skulpturer, som er sat til at agere inden for rammerne af en sympatisk
dagsorden. Og det er ikke altid sådan, at hensigten helliger midlet.
Bogen om Galschiøt havde stået sig ved at være underkastet en grundigere
korrekturlæsning. Men det er lige før, at fejlene harmonerer med det
projekt, der beskrives.
Ligesom der for nogen er vigtigere ting end at fremstille kunst, der løfter
sjælen eller forædler gadebilledet, er der også bøger, der har en højere
prioriteret målsætning end at tilfredsstille stavekontrollen og kravet til
smukt boghåndværk. Det er debatten, det drejer sig om. Debatten for enhver
pris.
