PRESSEMEDDELELSE udsendt af Skulpturpark Billund 13. oktober 2011

Skulpturgruppen Den lille Prins er stjålet

De 8 skulpturer i fortællingen Den lille Prins er stjålet fra Skulpturpark Billund.

Tilbage står de 8 granitsten med jernstiverne. ”Det er trist, det er træls, meget, meget ærgerligt – og vi aner jo ikke, hvor de er henne!”, siger Kirsten Vagtholm, formand for Skulpturpark Billund’s bestyrelse. ”Godt nok har Jens Galschiøt formene, så han kan støbe nogle nye, og vi dermed får erstattet via Billund Kommunes forsikring – men at man bare kører ind og ribber 8 værker, det er vi kede af!”.

Tyveriet er formentlig begået natten mellem mandag den 10. og tirsdag den 11. oktober - og er anmeldt til politiet. Om tyvene har været interesseret i skulpturerne som kunst eller bronzeværdien af materialet, kan man kun gætte på.

Da Jens Galschiøt blev orienteret om tyveriet af hans værker, sagde han: ”Det er mærkeligt, jeg er nok en af landets mest bestjålne kunstnere, men dette her undrer mig! Hvis tyvene har stjålet skulpturerne for metallets skyld, får de ikke meget ud af det.”

Skulpturgruppen – værdi 550.000 kroner – var en gave fra Ole Kirk’s Fond og blev købt til Skulpturpark Billund i 2010 i forbindelse med den store Galschiøt-sommerudstilling

Skulpturpark Billund har været udsat for hærværk nogle gange, men aldrig tidligere for tyveri.

 

Kontakt til Kirsten Vagtholm, formand for Skulpturpark Billund:

Tlf. 7533 1918, kirstenvagtholm@stofanet.dk

Kontakt til Jens Galschiøt: Tlf. 6618 40458, aidoh@aidoh.dk, internet www.aidoh.dk

Oversigt over Jens Galschiøts stjålne skulpturer: www.aidoh.dk/Tyveri