Så gik jagten ind

– - jagten på fortællingen -

Onsdag den 8. sept 2010 gik jagten på fortællingen ind på Flakhaven i Odense. I susende blæst stod vi foran en ca. 3 meter høj bronceskulptur af en siddende H:C.Andersen. Byrådet holder netop samme eftermiddag møde i byrådssalen. Det spændende spørgsmål er, om de gode byrødder vil frigive de ca. 4 mio. skattekroner, som vil være nødvendige, for at skulptøren i Næsby kan fuldføre sit projekt ”Fortællerbrønden”. En række velmenende odenseborgere har veldædigt lovet at bidrage med beløb, og borgergruppen bag udfærdigelsen af skulpturen ”Fortællerbrønden” har lavet en masse PR om projektet og også fået samlet en masse penge ind.

Men ikke nok!

Skulpturen ”Fortællerbrønden” er et dyrt projekt. Derfor må Odenses bystyre så vist støtte op om det med de nødvendige millioner og en værdig placering, der yder skulpturen (og skulptøren) retfærdighed og hyldest. Herunder retfærdighed og hyldest ikke mindst til det berømte odensebarn fortælleren og eventyrdigteren H.C. Andersen.

Tilsagnet om kommunal støtte er efterhånden trukket i langdrag, og borgergruppen med den sympatiske og ihærdige formand Hanne Nordentoft i spidsen er derfor efterhånden grundig utålmodig og ser gerne en klar og hurtig, men positiv afgørelse fra byrådet.

Men imidlertid er byrådet, dvs. Odense Kommune gerådet i finansiel krise, der så vidt vides har sit udspring i børsspekulanters og bankdirektørers skalten og valten med alle de finanser, der findes. Så det odenseanske byråd kan nu ikke indse nødvendigheden og betydningen af en ”Fortællerbrønd” i byen set i lyset af forringelsen af den almindelige velfærd for byens borgere som følge af omtalte børsspekulanters og bankdirektørers skalten og valten. Og de samme personager er så vidt vides ikke oplagt til at overføre nogle få af de mange mio. kr., som de har sikret sig i aftrædelsesgodtgørelser, de såkaldte ”gyldne håndtryk”, til fuldførelse af projekt ”Fortællerbrønden”.

Og det er jo ærgerligt!

Forståelsen for nødvendigheden og betydningen af at få fuldført projektet mangler da vist blandt byrødderne – og blandt odenseanerne i almindelighed og i særdeleshed blandt alverdens børsspekulanter og bankdirektører.

Den manglende forståelse vil jeg da forsøge råde bod på gennem følgende fodnoter om nødvendigheden og betydningen af fortælling.

* 1 *

Et folk uden fortælling er et folk uden sjæl. Det er nødvendigt at begynde med børnene. Gennem fortælling lærer vi dem at skabe billeder, opfattelser, erkendelser af verden. Gennem fortællinger lærer de, hvordan de kan være til i det nære og det fjerne.

* 2 *

Betydningen af det at fortælle ses ved, at det at fortælle har global udbredelse. Fortælling er en aktivitet, der får betydning ved det, at den i sin tids- og stedbundne form er knyttet til det nære miljø og det enkelte menneske. På én gang almen og særegen.

* 3 *

• Den nødvendige fortælling ændrer sig i takt med, at menneskers livsvilkår ændres. Og det at fortælle giver betydning for de ændrede livsvilkår. Fortællingen består nemlig af levende ord.

* 4 *

Betydningen af fortællinger er også, at ingen går tomhændet bort, når fortælletiden er brugt.

* 5 *

Den store – og nødvendige – fortælling afslører sandheden (kontra falskheden), som det fx sker med den lille dreng i ”Kejserens nye klæder”, og med afsløringen af den selvgode medieverden i ”Klods Hans”.

* 6 *

Nødvendigheden af fortællingen skyldes det ”isbjerg” mennesket går rundt med i kroppen:

– jegfortællingen,

– - mit personlige fortællerepertoire,

– - de fortællinger, andre har fortalt mig,

– - de fortællinger, jeg har læst på tryk, set på film, fået af naturen -

og hvis isbjerget skal kælve, må det først vokse sig stort.

* 7 *

De fortællinger, der er nødvendige, de overlever generationers glemsomhed, og de går igennem utallige hænder og munde. H.C. Andersen ville blot have været som et navn i en telefonbog, hvis ikke han som barn havde hørt eventyr som ”Lille Claus og Store Claus”, ”Klottehans” og ”Prinsessen på ærten”.

* 8 *

Fortællekulturens blomster er sprogblomster. I fortællingen gør sproget sig synligt. Det ses eksempelvist hos H.C.Andersen. I den ældre fortælling ”Dødningen” skrev Andersen fx om Johannes: ”Den første nat indlogerede han sig i en Høstak paa Marken og sov der som en persisk Fyrste i sit straalende Sovekammer ... Maanen hang som en argantisk Lampe under det hvælvende Loft og brændte med en stadig Flamme”. I Fortællingen ”Reisekammeraten” forandres det resolut til: ”Den første Nat maatte han lægge sig til at sove i en Høstak paa Marken, anden Seng havde han ikke. Men det var just nydeligt, syntes han. Kongen selv kunne ikke have det pænere ... Maanen var en rigtig stor Natlampe, høit oppe under det blaae Loft, og den stak ikke ild i gardinerne”.

Den rensningsproces skyldtes hensynet til fortællingens/eventyrets publikum, børnene.

* 9 *

Myters betydningsfuldhed ligger i, at de kan åbne for universelle, globale og til dels nationale aspekter af tilværelsen. Tænk blot på de store fortællinger i Biblen. Erindring om tilblivelsen, væren i nu'et og håb for det kommende – som det var, som det er, og som det bliver – det kan fortællingen/myten hjælpe os med at føle og forstå, fordi de med fåm ord kan spænde fra kaos til kosmos, fra skabelse til ragnarok, fra fødsel til død og genopstandelse, fra udenforstående til medfortæller.

* 10 *

Men ligesom verdensborgeren ender med ikke at bo nogen steder, så ender fortællingen måske også med ingen steder at høre til. Ender fortællerbrønden måske også med ingen steder at høre til – ligesom med de store fortællinger ?

Sker det, kan det skyldes manglende forståelse for nødvendigheden og betydningen af store fortællinger.

Hvordan kan det være?

Det har altid været et stort spørgsmål, om de store fortællinger, de store fortællere som her H.C. Andersen har større betydning for velfærd blandt mennesker end fordelingspolitikere, skatteopkrævere, bankdirektører eller underholdning via medier.

Til I politikere:

Der findes gode fortællinger og der findes dårlige. Jeres frygt for at havne i dårlige fortællinger er ikke et udtryk for politisk renhed; det er udtryk for mangel på selvtillid og tillid til velfærd gennem fortælling.

Aksel, okt. 2010