Pressemeddelelse, 1. juni 2007

 

 

 

Giv de kinesiske studenter deres historie tilbage!

 

I 1989 blev de kinesiske studenter massakreret på Den Himmelske Freds plads. Studenterne havde i månedsvis besat pladsen og forsøgt at få Kinas ledelse til at indføre mere demokrati og bekæmpe korruptionen. Men den 4. juni 1989 satte styret deres militær ind imod de ubevæbnede studenter.

 

Historien er bandlyst i Kina, men alle studenternes løbesedler, avisartikler m.v. er blevet samlet af demokratibevægelsen i Hongkong. Disse dokumentsamlinger er nu blevet skannet og lagt på inter­nettet til fri afbenyttelse, se

http://www.aidoh.dk/4june89

 

Mange af de unge dissidenter blev fængslet. Nogle hensygner stadig i kinesiske fængsler, men de er ikke længere unge. Alligevel finder mange vestlige regeringer at tiden er ’moden’ til at ophæve våbenembargoen og andre sanktioner som blev iværksat i protest mod massakren.

 

Der er tusinder af kinesiske studenter på vestens læreanstalter og de fleste af dem kender ikke deres egen historie. Derfor opfordrer vi alle demokratisk sindede skoler og lærere til at downloade og udprinte eller CD brænde disse dokumenter og stille dem på deres biblioteker, eller give dem til de kinesiske studenter som en gave på årsdagen for Tiananmen-massakren den 4. juni. På den måde kan vi være med til at holde mindet om studenterne i live og måske inspirere en ny generation af kinesere til at tænke på at demokrati også er en mulighed i Kina.

 

Vi vil opfordre alle til at støtte initiativet og videresende denne opfordring pr mail til andre lære­an­stalter, hvor der er kinesiske studenter eller andre der kunne interessere sig for at bevare og kende historien om Tiananmen-massakren.

 

Denne opfordring og initiativ er et samarbejde imellem demokratibevægelsen i Hongkong og den danske billedhugger Jens Galschiøt, der har opstillet en 8 meter høj Skamstøtte i Hongkong til minde om Tiananmen-massakren.

 

Dokumenterne om Tiananmen: http://www.aidoh.dk/4june89

 

Demokratibevægelsen i Hongkong:

HK Alliance in Support of Patriotic Democratic Movements of China

E-mail: contact@alliance.org.hk, internet: http://www.alliance.org.hk

 

Om menneskerettighederne i Kina:

http://www.aidoh.dk/China

 

Kontakt til Jens Galschiøt:

E-mail: aidoh@aidoh.dk, internet: http://www.aidoh.dk, tel. +45 6618 4058

Banevænget 22, DK-5270 Odense N