Dagbog fra Nicaragua 4. juni 2007

Blasfemi eller symbol?

Efterhånden har Jens Galschiøts statue opholdt sig i Nicaragua i godt og vel tre uger. Hun har været i Esteli, Managua og León, hvor hun er blevet vist frem i gaderne og i Esteli også i nogle af de omkringliggende landsbyer. Reaktionerne har været mange og forskellige, men der er ingen tvivl om at hun, hvorend hun kommer frem, vækker opsigt.

Esteli

Fredag d. 26.5 2007 . Jeg sidder til et møde med kvinder fra de forskellige organisationer, der med i kvindebevægelsen (Movimiento Feminista). De er ved at planlægge optoget, der skal finde sted den 28. maj. Pludselig drejer samtalen ind på, hvordan statuen er blevet modtaget i Esteli. Flavia, som er repræsentant derfra, udtrykker sin bekymring omkring statuen.

”Måske er vi i gang med at udfordre kirken på en måde, som ikke er hensigtsmæssig”, siger hun: ”mange ude i landsbyerne finder statuen blasfemisk”. Hun er bange for at statuen kan komme til at skade kampagnen.

”En kvinde kom op til mig og sagde: Hvordan kan I lave en kampagne for liv, når den er repræsenteret ved et symbol, der betyder død”.

Managua

Mandag d. 28.5 2007 . Bilkaravanen, der har bevæget sig gennem Managuas gader, er nu nået til gaderne omkring Daniel Ortegas hus. Som jeg sidder der i bilen, og kigger ud, får jeg øje på en mand, der står og holder sig for ørene, hænderne er presset hårdt ind mod hovedet, som om han vil lukke al lyd ude. Idet vi kører forbi fjerner han hænderne og råber: ”Abort er mord”, hvorefter han atter presser sine hænder hårdt ind mod hovedet, som om han ville blive befængt med synd, hvis han kunne høre de slagord, der kommer for fuld styrke ud af de store højtalere.

León

Tirsdag d. 29.5 2007 . Gaden er spærret af, og alskens elektronisk udstyr er stillet op på trappen, der fører ind til universitetet. Statuen, som har fået tilnavnet la muñequita (den lille dukke), er stillet op i en pavilion og et lysstofrør oplyser hende med sit golde lys. Vi ankommer med bannere og fakler, som stilles op omkring hende. Det blødere lys fra faklerne blander sig med lyset fra lysstofrøret, og den sorte røg, der stiger op fra faklerne danser ind foran hende og indhylder hende i et slør af sorg.

En lille gadedreng står og kigger på statuen. Først fra den ene side så fra den anden. Hans mund står åben, og øjnene er spærret helt op, klistret til hende, mens han går rundt om hende. Nogle gange bøjer han sig lidt ligesom for også at se på hende nedefra. Sepcielt hendes udspilede runde mave fanger hans opmærksomhed. Hans øjne falder på en kvinde, der står tæt ved ham, og forsigtigt åbner han munden og spørger: ”Hvornår skal hun føde?”.

León

Lørdag d. 2.5 2007 . Omkring 200 unge fra universitet og 3.g er mødt frem til en konference, som er arrangeret af Ampdi (Forbundet for Professionelle Kvinder for Udvikling). Den er et led i et forløb om seksualitet, som kvinderne har kørt med dem. Igen er vores statue en central figur, og de unge bedes om at skrive ned, hvilket indtryk hun indgyder dem. I et kvarter er der stille i den store sal, der er blevet godt varmet op at de mange mennesker. Alligevel sidder alle koncentreret og skriver. Bagefter bliver de bedt om, at stille sig op og sige, hvad de har skrevet ned på deres papir.

”For mig er hun et symbol på den magtesløshed, gravide kvinder i dag befinder sig i. Hun indgyder mig en bitter tristhed, fordi loven (kriminaliseringen af medicinsk abort) dømmer hende til døden.”

”Hun er et symbol på hvordan kvinder, specielt de fattige, korsfæstes. Hun symboliserer den smerte kvinder har ved ikke at kunne bestemme over deres eget liv.”

Fra samfundets skabelse har man pålagt kvinder, hvad de skal gøre også selvom de ikke kan lide det. Statuen er et symbol på denne underkastelse og opofrelse. De må ikke tænke på sig selv men i stedet på alle andre.