Dagbog fra Nicaragua 17. maj 2007

”Vi føder vi bestemmer”

Af Nanna Kirstine Hansen

pressem.jpgI dag blev kampagnen omkring moderdødelighed og terapeutisk abort skudt i gang med en pressekonference i Menneskerettighedscenteret CENIDH (Centro Nicaragüense de Derechos Humanos).

Kampagnen er sat til at køre en måned, hvor en af de helt store aktiviteter er marchen den 28 maj i Managua, som er den internationale dag for kvinders sundhed.

De to repræsentanter for kampagnen Dr. Leonel Argüello, leder for CEPS (Centro de Estudios y Promoción Social) og medlem af Observatoriet for Retten til Sundhed i Nicaragua (Observatorio de Derechos Humanos en Salud Nicaragua) og advokat Liliam Sepúlveda fra Center for Seksuelle og Reproduktive Rettigheder i New York (Centro de Derechos Sexuales y Reproductivos de Nueva York) virkede begge overbevisende og saglige i deres argumentation, og fra pressens side blev der vist en oprigtig interesse.

Begge kom med en sønderlemmende kritik af det nicaraguanske sygehusvæsen og deres behandling af gravide kvinder, samt hele problematikken omkring medicinsk abort. I den Nicaraguanske debat, der har kørt siden efteråret 2006, har der været en tendens til at snakke om medicinsk abort og fri abort som en og samme ting, og dagens pressekonference blev brugt til at slå et slag for en mere saglig og oplysende debat.

Specielt Dr. Leonel Argüello formåede at sammenkoble moderdødelighed og medicinsk abort på en elegant og velformuleret måde. Et af hans mere tungtvejende argumenter gik på, at efter vedtagelsen af loven om kriminalisering af medicinsk abort (lov 603), er behandlingen af gravide blevet klart forringet, som et resultat af lægernes frygt for at komme til at skade og slå fosteret ihjel og dermed risikere fængselsstraf.

planton.jpgSenere på dagen var kvinderne bag kampagnen i aktion igen. Siden vedtagelsen af lov 603 i november sidste år har en del kvinde-organisationer hver torsdag stået udenfor højesteret for at kræve deres ret til at vælge.

I dag stod de med bannere, hvorpå navnene på de kvinder, der er afgået med døden i året første tre måneder, stod nedskrevet sammen med det antal børn, disse kvinder havde ladt bag sig.

Med disse bannere, to kister, der repræsenterede de afdøde kvinder, og slagordene: ”Vi føder, vi bestemmer” spærrede de Carretera Norte, som er en af Managuas mest travle motortrafikveje, med jævne mellemrum, hvilket tiltrak en del tv-medier og gjorde at al trafik blev omdirigeret.

Alt i alt en begivenhedsrig første dag.