Nogle overvejelser om kunst, politik og etik

Af Jens Galschiøt 1996

 

Hidtil har jeg fået afslag når jeg har søgt om støtte til mine happeninger hos offentlige kultur­­institutioner, ofte med den begrundelse at projekterne var ‘for politiske og ikke kunst­­ne­risk ansvarlige’. Jeg forstår det ikke. For mig at se har kunst­­nere til alle tider påta­get sig et soci­alt engagement. De har med deres kunst påvist hvordan de politiske og soci­ale forhold i verden er med til at skabe åbenlyse urimeligheder uden at deres ‘kunst­ne­riske ansvarlighed’ af den grund er blevet anfægtet. Som eksempler kan i flæng nævnes Brænde­kildes billede ‘Udslidt’ på Odense Kunstmuseum, Picassos ‘Guernica’, Berthold Brecht, Dario Fo, Riveras væg­malerier. Eller hvad med alle de rytterstatuer og andre natio­na­le monumenter der direkte er bestilt til at hero­isere en person eller en bestemt begi­ven­hed? Her lyder der ingen røster om at de er politi­ske og dermed ikke kunstnerisk ansvarlige.......

Mange af de store kunstretninger der opstod i dette århundrede har åbent bekendt sig til en ide­o­logi og opfattet kunsten som et kampmiddel i ideologiens tjeneste. I mange tilfæl­de har disse retninger ikke blot opstillet idealer til eget brug, men har udsendt bombasti­ske erklæ­ringer om hvad der i absolut forstand skulle være kunstens opgave. Set i dette perspek­tiv er jeg jo bare en håbløs upolitisk humanist der oven i købet støtter en etik der langt hen ad vejen bygger på det kapitalistiske samfunds værdier. Det kunne aldrig falde mig ind at fast­læg­ge ‘kunstens opgave’. For mig at se bør kun­sten ikke lægges i lænker. Den skulle gerne være en broget mosaik af højst forskel­li­ge til­gange. Det er min ambition at udgøre en brik i denne mosaik, hverken mere eller mindre.

‘Kunstnerisk ansvarlighed’

‘Kunstnerisk ansvarlighed’ kan vist kun have mening, hvis man har en bestemt ideolo­gi for øje, som kunsten skal underlægges og dermed være ansvarlig over for. Begre­bet giver god mening for en stats­institution i et totalitært samfund. Det fore­kom­mer der­i­mod absurd når det bruges af en kulturinstitution i et pluralistisk demokrati. Her kan ‘ansvar­lig­hed’ kun have mening i forhold til den enkelte kunstners idealer.

Det er underligt at få anfægtet sin kunstneriske ansvarlighed i en verden hvor Mansonis ‘lort på dåse’ bliver betragtet som stor kunst. Men lad mig bare indrømme det: min kunst er ikke nær så grænseoversk(r)idende..... Alligevel er min Svinehund blevet optaget i den tyske stats kunst­­samling i Bonn og den har opnået permanente place­ringer i Østrig, Spanien og Dan­mark.

Happening

En happening som Skamstøtten er ikke i egentlig for­stand politisk, da den ikke slår til lyd for bestemte politiske partier eller ideologier. Den har ikke noget propagan­distisk sigte. Pro­­pa­ganda er som bekendt karakteriseret ved kun at tillade én mulig tolk­ning. I mod­sæt­ning her­til er kunsthappeningen bl.a. i kraft af sit nonverbale symbol­sprog åben for et bredt spek­trum af fortolkninger. Den fungerer som en slags teaterstykke hvor politikere, pressen og offentligheden trækkes ind i forestil­lin­gen som skuespillere. Uanset hvad de gør, bidrager de til happeningens dynamik ved hele tiden at skabe nye symboler.

Som det fremgår af mine koncepter er der tale om projekter, hvor der arbejdes meget med skulp­­turens­­­­­ kunstneriske­ udtryk, byggende på en æstetik der ligger i forlængelse af den klassiske tradition­. Den omstændighed at Skamstøtten derefter får en betyd­ning for en etisk diskussion om menneskehedens ansvarlighed gør ikke nødvendigvis skulp­turen til et politisk monument.

Skamstøtten sættes ind til forsvar for den humanistiske etik som danner grund­laget for vort demo­krati. Hensigten er at skabe en skulptur der udtrykker menneskelig smerte og samti­dig maner til  efter­­tanke. Om den enkeltes forhold til sine medmennesker. M.a.o. om menneskets grund­­vilkår som socialt væsen. Et sådant tema skulle vist ikke være kunsten fremmed......

 

 

Jens Galschiøt 1996