Forord til Vælt dagsordenen:

 

Et forsvar for græsrødderne

 

Jeg står oppe på stenkajen, nedenfor løber flodens mudrede, gule vand dovent af sted. Nogle af mine venner sidder på en bænk lige bagved mig og nyder småsnakkende et par øl. Den enes lille datter er med og leger fredeligt ved kajen, alt ånder fred og idyl. Pludselig falder pigen i vandet, jeg ser hende forsvinde i det plumrede vand, vender mig og råber til mine venner for at få dem til at hjælpe med at få hende op.

Vi fandt hende aldrig, hun blev taget af strømmen og druknede. Vi kunne intet se i det mudrede vand. - Det var min skyld - hvis jeg var sprunget i vandet, mens jeg havde fokus på hvor hun var gået ned, havde jeg formentlig reddet hende. Men da jeg vendte mig om for at få hjælp, mistede jeg orienteringen.

Jeg vågnede og opdagede, at det bare var en drøm, men en af den slags, der kom til at ændre mit liv. Jeg vidste hvad den betød: hvis jeg kiggede bagud og slap fokus i det afgørende øje­blik, ville jeg tabe alt på gulvet - så ville mine børn drukne.

Når jeg fortæller denne historie i en bog om lobbyisme, er det fordi jeg havde drømmen i en perio­de hvor jeg for første gang forsøgte at sætte min kunst ind på at skabe debat omkring et samfunds­mæs­sigt emne, der berørte mig.

Min Indre Svinehund hed de 20 stk. tonstunge skulpturer, som jeg forberedte at stille op på cen­trale pladser i europæiske byer. Ikke som en protest, måske snarere som et billede på min person­li­ge angst for hvordan Europa kunne udvikle sig. Problemerne med projektet tårnede sig op, alle mine tidligere støtter indenfor kunst og erhvervsliv var faldet bort. ’Politisk kunst’ er ikke popu­lær i de kredse. Alle sagde at projektet var for stort og uigennemførligt, og jeg havde ingen penge.

Så kom drømmen, og jeg besluttede at springe uden sikkerhedsnet mens jeg havde fokuset. Jeg bestilte 9 Shell-kort til lastbilerne der skulle køre Svinehundene ude i Europa .Gik i banken og fik hundrede checks udstedt på min firma­konto. Projektet blev gennemført i løbet af en uge under stor mediebevågenhed.

Problemet med alle de ubetalte regninger løstes lige før min konkurs, mirakuløst ved at et forsik­ringsselskab udbetalte mig en større erstatning for en af mine skulpturer, der var blevet skadet på  verdensudstillingen i Sevilla EXPO `92.

Min egen historie er, at jeg i 70erne som ung klejnsmed på Lindø-værftet var meget politisk aktiv omkring partiet VS. Men efter næsten et årti med politisk arbejde blev jeg desillusioneret. Jeg var dødtræt af partidiskussionerne, og jeg troede ikke længere på at ’Det Socialistiske Rige’ ville løse alle problemerne.

Jeg blev politisk passiv og begyndte at forholde mig til æstetikken. Jeg skabte bronzeskulpturer der hyldede kvinden og tøjdraperingernes æggende folder. Det gik strålende, jeg blev kaldt en succesfuld kunstner, lavede skulpturer til Dronningen og samarbejdede med de store mode­skabe­re.

Min sociale indignation var intakt, jeg kunne stadig se verdens urimeligheder. Men efter alle årene på venstrefløjen følte jeg, at når jeg ikke havde et (politisk) svar, kunne jeg  ikke tillade mig at udtale mig om problemerne.

Først efter endnu et årti, denne gang som politisk passiv, gik det op for mig bl.a. pga. den jugo­slavi­ske borgerkrig og vores reaktion på flygtningene fra Balkan, at den europæiske civilisation var på vej ind i en ny antihumanistisk fase, og jeg besluttede mig for at tage bladet fra munden.

Jeg havde stadigvæk intet politisk svar, men valgte i stedet for at stille spørgsmål ved at give kunst­­nerisk udtryk for mine frustrationer over at være en del af denne verdensorden. Det gik op for mig at det slet ikke var politik, men derimod etik jeg ville diskutere. Jeg begyndte at bruge mine skulp­turer som skulpturelle opråb. Jeg var blevet en græsrodsaktivist, en deltager i spillet om den globale balance.

Jeg ville ønske at jeg havde haft denne bog, som er en velkommen vejledning i, hvor­dan man som enkeltperson eller organisation kan lave aktiviteter, der påvirker beslut­nings­tagerne. Det havde nok sparet mig for nogle knubs.

 

Virkelighedens teater

Jeg tager en lille bid af virkeligheden ind på mit kunstatelier og omfortolker den v.hj.a. mit sym­bolsprog. Derefter genplacerer jeg den i virkelighedens offentlige rum. Der kommer den til at virke som katalysator for diskussionerne om hvordan verden fungerer og er med til at skabe nye vinkler, der blotlægger absurditeten og dobbelt­mora­len. Kunsten bruges til at stille spørgs­mål og afdække tomheden, som drengen i Kejserens nye Klæder der afslørende råber ”han har jo ikke noget tøj på”.

Mine happeninger fungerer som gigantiske teaterstykker. Skulpturerne dukker pludseligt op i gade­­bil­ledet og sætter forestillingen i gang. Politikere, pressen og offentligheden trækkes ind som skue­spillere. De har let ved at indtage deres rolle, da happeningens symbolik er åben for fortolk­ning. Men uanset hvad de gør, bidrager de til happeningens dynamik ved hele tiden at skabe nye symbo­ler.

Min Indre Svinehund blev opstillet uden varsel overalt i Europa omtrent samtidig, som symbol på den næsten psykotiske virkelighedsforvrængning, der gør mennesker i stand til at begå de mest ræd­­sels­fulde handlinger imod andre mennesker i den nationale selvgodheds navn. Den advarede om, at vores fælles europæ­i­ske civili­sa­tion, som alle fra højre til venstre postulerer at bakke op om, var i fare, hvis vi opgav vores huma­nis­me. Set fra denne vinkel er det ikke de fremmede der er farlige for os, men vores reak­tion på de fremmede. Svinehunden vakte voldsomt røre, og mange valgte at tage udgangs­punkt i denne vinkel i racismedebatten.

Skamstøtten er  8 meter høj og består af 50 menneskekroppe der er vredet op i en obeliskformet skulptur. Den opsættes for at fastholde erindringen om et overgreb som aldrig må gentage sig. Ti skulpterer sættes op i løbet af de næste 20 år. Den første blev opstillet i Hongkong i 1997 for at mindes massakren på den Himmelske Freds Plads Beijing 1989. Skulpturen var midtpunktet i en ceremoni hvor 55.000 men­­ne­­sker var samlet for at mindes de dræbte. Forud var der foregået om­fattende diskus­sio­ner i Hong­kongs parlament og i befolkningen om skulpturen overhoved måtte stilles op. Den blev der­ved et symbol på ytringsfriheden i Asien. Efter voldsomme kampe med politiet lykkedes det til sidst studenterne at få den opstillet på et af Hongkongs universiteter. Hele forløbet blev jævn­ligt trans­mitteret i CNN og Skamstøtten blev kendt over hele kloden. Senere er den blevet opstillet sammen med den oprindelige befolkning i Mexico for at markere massakren i Acteal imod indianerne og i 2000 i Brasilien for at mindes en massakre på jordløse land­arbej­de­re.

Skamstøtten fungerer i lighed med Svinehunden som en slags helvedesmaskine der sætter heftige diskussioner i gang der ikke er til at styre for de medvirkende politikere. Den har skabt furore i par­lamenterne i Mexico, Brasilien og Hongkong, hvor demokrati­bevægelsens delegerede udvan­drede med bind for munden og fotos af Skam­støtten.

En af grundene til at det lykkedes er, at skulpturen skaber nogle meget brede alliancer. Grund­la­get for de enkelte opstillinger tager ofte udgangspunkt i en bevidst ’naiv’ og bogstavelig enig­hed med de udtalelser som landes magthavere er fremkommet med. Vi opfordrer dem sim­pelt­hen til at modtage og stille Skamstøtten op for at mindes ofrene for en massakre og derved tage afstand fra bagmændene (ofte er de selv medskyldige). Politikerne havde bare aldrig tænkt sig at deres ord skulle tages så alvorligt.

Jeg fjerner derved diskussionerne fra at være politiske til at være etiske/ moralske. Dermed er skulpturen med til at afsløre dobbeltmoralen og korruptionen i de berørte lande, på en måde der samler meget bredt. Magthaverne opdager først for sent, at de står med glødende kul i hånden.

Jeg har lavet mange af disse kunstmanifestationer spændene fra Den stille Død hvor vi ophængte 15 tons dukker og spredte 13 millioner ’værdikuponer’ i København under det sociale topmøde i ’95 til Den 10ende Plage omkring medicinalindustriens patentretssag imod Sydafrika i 2001, hvor jeg med menneskeblod bemalede 10 store tavler beklædt med 2500 rigtige dollarsedler.

De nævnte eksempler skal illustrere, at kunsten kan være et slagkraftigt kommunika­tions­middel.

 

Demokratiske legitimitet

Der er ofte blevet stillet spørgsmålet, hvad vores (NGO-akti­vi­­sternes) demokratiske legi­timitet er til at blande os i demokratisk valgte statslederes  beslutninger. Svaret er ’ingen’: Vi er selvbestaltede og bygger på privatpersoners lokale initi­a­tiv. Vores brænd­stof er, at vi er indignerede, flove, vrede og bange i en verden, der pga. globa­li­se­ringen, er skrum­pet så meget ind, at den er ved at sprænges på grund af sin egen ubalance.

Formel demokratisk legitimitet har vi ikke, men de fleste af os føler nok, at vi har et moralsk mandat fra de milliarder af fattige på kloden. Globalt set er det vel de 20% rige, der mangler en demokratisk legitimitet når de sætter sig på 80% af denne verdens resurser.

Diskussion forekommer underlig i et samfund som det danske, hvor man er bekymret over at in­gen gider forholde sig til politik og fravælger partierne – et sådant samfund bur­de være lykke­ligt for at have NGO’er, der gider tage diskussionen op, både lokalt og inter­natio­­nalt. Vi er måske irriterende, men vi er en uundværlig del af det vest­euro­pæ­iske demokra­tiske fundament. Da vi ikke skal vælges af nogen, kan vi tillade os at sige hvad vi vil uden at skulle være følgagtige over for vælgerne. I den forbindelse er det også værd at være opmærksom på at den protest der ikke bliver artikuleret, risikere at ende som en uartikuleret voldelig reaktion..

Jeg har ofte hundredvis af frivillige til at hjælpe mig med de store kunstmani­festatio­ner. De er af meget forskellig politisk observans, spændende fra Dansk Folkeparti og Konser­vative til Enheds­listen og de autonome. I starten undrede denne politiske bredde mig, men efterhånden er det gået op for mig, at holdningen til en etisk anstændig verdensorden, som vi kan være bekendt, ikke har et politisk ståsted, kun et personligt. Det er baggrunden for den store politiske bredde, man tit kan opleve indenfor græsrodsbevægelserne.

Som christianitterne sang engang ”I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv” Det er netop denne bredde og bevægelsernes evne til at fokusere, der gør dem til uovervindelige modstandere for magt­­koncentrationerne i samfundet og erhvervslivet.

 

 

 

Jens Galschiøt 15. januar 2002

 

Note: Jens Galschiøts aktiviteter er beskrevet på Internettet: www.aidoh.dk