|
Uhyggelige
ser de ud. Så virkelige med de alt for fremtrædende ribben og kraveben og de
dybe øjenhuler. Nærmest forsvarsløse, som de står der. Hungerdrengene hedder
skulpturerne.
" Vi havde stillet dem op på en række inde på Rådhuspladsen for nogle år
siden", forklarer Jens Galschiøt om sine
afmagrede skulpturer, som han nu viser frem.
" Vi havde givet dem nissehuer på.
Det var så grotesk, at folk næsten ikke kunne bære det". Det ellers
altid smilende ansigt er lagt i alvorlige folder. De sultende drenge er en
virkelighed, man ofte bliver præsenteret for i tv, men som på en måde
alligevel ikke føles virkelig.
Og her stod de så opstillet, mens folk gik forbi med store indkøbsposer og
julegaver.
Hungerdrengene blev stillet op i forbindelse med en nedskæring på
ulandsbistanden. Nogle folk syntes, at skulpturerne var meget voldsomme.
Voldsommere end den virkelighed vi kender til. Og det er det, kunsten kan,
hvis man spørger Jens Galschiøt .
Det er som at putte én virkelighed ind i en anden. Sådan bliver kunsten et
symbolsprog, som kan udtrykke ting, vi ikke kan forklare med ord.
Fokus på verdens uligheder
Jens Galschiøt er født i 1954 i Frederikssund,
men er nu bosat i Odense, hvor han har sit eget galleri og værksted.
Overalt ligger stumper af jern og andet metal side om side med ukrudt og
planter, der skyder op, hvor der er plads. I værkstedet flyder det med
ståltråd, små figurer, ledninger og små arbejdspladser, hvor der bliver
arbejdet på forskellige ting. Der er en svag lugt af maling i luften.
Galleriet derimod er pænt og enkelt indrettet. Her er plads til en kulturel
oplevelse.
I disse omgivelser befinder Jens Galschiøt sig
de fleste af døgnets timer.
Hvis ikke han havde en sød kone at komme hjem til, ville han tage en sovepose
med og blive der de resterende timer også. Det er der ingen tvivl om.
Jens Galschiøt er happening-kunstner og
menneskerettighedsforkæmper.
Gennem store projekter overalt i verden forsøger han at sætte fokus på
uligheder og uretfærdigheder. En opgave som kræver en stærk passion, energi
og en tro på sig selv.
Verden bryder sammen
Da Jens Galschiøt er fem år, bliver hans
forældre skilt, og han lever sammen med sin mor. Hun dør i en tidlig alder af
brystkræft, og det kommer bag på den 11-årige dreng. Jens
Galschiøts verden brød sammen. Hun var den eneste, han havde. Selv i
dag, hvor han tænker grundigt efter, kan han ikke forestille sig, at der
kunne ske noget værre i hans liv.
Moderens død og tiden derefter har givet ham nogle ting, han kan bruge videre
i livet. Han er overbevist om, at det er der, troen på de store projekter
kommer fra. Energi stammer ikke altid fra de positive oplevelser. Den
negative oplevelse kan omdannes til positiv energi.
Han har overlevet det værste, så fra nu af kan det ikke gå helt galt.
Rejsen til Indien
Efter moderens død flyttede Jens Galschiøt hjem
til sin far, som var kunstsamler og kommunist. Jens
Galschiøt havde i hele sin skoleperiode været en meget urolig dreng og
efter at være blevet smidt ud af skolen i 8. klasse, eksperimenterede han en
del med euforiserende stoffer. Faderen var bekymret over sønnens udskejelser
og tilbød derfor at betale for et ophold til sin søn på Den Rejsende
Højskole.
Jens Galschiøt havde mange lange overvejelser.
Med hans egne ord havde han jo valgt, at være en del af den ungdom, som slog
sig selv ihjel med stoffer.
Den slags ville der ikke være plads til på turen til Indien. Overvejelserne
blev dog til et " ja". Han kunne godt tænke sig at komme til
Indien. Og han kom tilbage som et forandret menneske.
" Jeg tror, at det var hungersnøden, der gjorde det. Det var den totale
fornedrelse," Han læner sig eftertænksomt tilbage i stolen med armene
tungt over kors.
" I min karriere som stofmisbruger gik jeg jo rundt og syntes, at det
var enormt synd for os. Vi havde ikke noget som helst. Og det havde vi heller
ikke.
Men det var ingenting i sammenligning med disse menneskers livsvilkår."
Rejsen til Indien motiverede Jens Galschiøt til
at gå ind i politik. Han havde en brændende tro på, at hvis bare han fortalte
danskerne, hvordan tingene hang sammen, så skulle det hele nok skulle ændre
sig. Han forsøgte sig både som leder af fagbevægelsen og folketingskandidat
for Venstresocialisterne.
Men så enkelt var det ikke at ændre verden. Efter ti år forlader han igen den
politiske arena. Han havde mistet troen. Der måtte ske noget andet.
Fra klejnsmed til kunstner
" Er der styr på det, Jens?" spørger Kurt Hansen, en af
medarbejderne på værkstedet.
Det er sidst på dagen fredag eftermiddag, og han er på vej hjem for at holde
weekend.
Jens Galschiøt arbejder på en skulptur af en
hjemløs, der skal laves i bronze. Kroppen er formet, har fået tøj på og er
hængt op i en krog på en skinne, så man kan komme til at arbejde med ham.
Bronzen skal udenpå tøjet. Den skal bruges til et stort projekt i samarbejde
med Hus Forbi rundt omkring i de store byer i EU-landene.
" Ja, jeg regner med at putte ham her i bronze i dag," svarer Jens Galschiøt og klapper den hjemløse venskabeligt
på ryggen. Der er en umiskendelig lighed mellem de sko, som tilhører den
hjemløse, og dem der sidder på kunstnerens fødder. Sålen er gået fra
overstykket og gaber, når han sætter sig på hug.
" Du er vist lidt optimistisk," driller Kurt Hansen i en venlig
tone.
" Tja, du har måske ret, det har jeg vist sagt hver dag i denne her
uge," og så griner de begge. Hverdagen er travl, og tingene går ikke
altid som planlagt.
Jens Galschiøt er uddannet klejnsmed, men har
altid haft det som sin hobby at lave sine egne smykker. Som tiden gik blev smykkerne større og større, og til sidst endte de
som skulpturer.
" Det var faktisk slet ikke med vilje," konstaterer han med en vis
undren i stemmen.
Tag en chance
Det var nu alligevel lidt højrøvet bare sådan at kalde sig kunstner, mente Jens Galschiøt . Så skulle man jo
være noget specielt. " En anden side af sagen var også, at de kunstnere
jeg kendte, var pisseirriterende," forklarer
Jens han med et skævt smil. Glimtet i øjet og øreringen i det ene øre giver
ham et drenget udtryk. " Der var en kunstaura, som jeg ikke brød mig
om." Han fandt dog hurtigt ud af, at der skal en vis titel på for at
overbevise folk om, at det, man har lavet, er kunst.
" Man skal stille sig op på en piedestal og sige ' jeg er noget
specielt.
Jeg er kunstner, derfor er det her et kunstværk'. Det er jo i sig selv enormt
arrogant." At gebærde sig indenfor kunstbranchen er ikke ligetil. Som en
af de få finansierer Jens Galschiøt selv alle sine projekter. Han får
ikke støtte fra Kunstfonden.
Dette adskiller ham fra mange andre danske kunstnere.
Jens Galschiøt er normalt ikke typen, der
tolker i sine drømme, men en enkelt en af slagsen har dog gjort et særligt
indtryk. Et stort projekt stod for døren, men pengene var der ikke.
Drømmen foregik på havnen. Jens Galschiøt står
og kigger ud over vandet.
På bænken bag ham sidder flere af hans venner. En af døtrene løber rundt og
leger. Pludselig kommer hun for tæt på kanten og falder i. Ingen har opdaget
noget undtagen Jens Galschiøt .
Skulle han fiske hende op eller kalde på hjælp? Han vender sig om mod sine
venner, men da de får pigen på land, er hun allerede druknet.
" Jeg tænkte, gad vide, hvad det her betyder. Det havde ikke noget med
hende at gøre. Det var projektet. Jeg skulle bruge min kunst til at sige
noget meget vigtigt om verden. Og bare fordi jeg ikke kunne få det
finansieret, var jeg ved at give op. Var jeg bare sprunget med det samme, så
havde jeg reddet pigen," siger han. " Men det gjorde jeg ikke.
Jeg vendte mig om." .
Provokation som mål eller middel
At skulpturer og happenings nogle gange udløser forargelse og sætter større
diskussioner i gang er Jens Galschiøt ikke ked
af. Det er nærmest et succeskriterium for, at et projekt er lykkedes.
Det ville være værre, hvis folk ikke blev påvirkede.
Provokationen er dog aldrig et mål i sig selv, men den kan være et effektivt
middel på vejen mod at præsentere sit endelige budskab.
" Der er jo en masse kunstnere, der provokerer ved at putte en guldfisk
i en blender. Den grænse går jeg aldrig over.
Jeg arbejder derimod på at opbygge folks moralske grænser," forklarer
han.
Hænderne gestikulerer ivrigt. " Jeg synes i virkeligheden, at de er for
lave. Jeg siger ikke, at de skal teste deres lyst til at slå fisk
ihjel." På den måde forsøger Jens Galschiøt at
være meget bevidst om ikke at skride ud i en diskussion, han ikke ønsker.
Den slags kunst er dog, efter Jens Galschiøts egen
opfattelse, hverken anerkendt eller udbredt i danske kunstkredse.
Hvert eneste år søger Galschiøt Kunstfonden for
at få tilskud, men lige så tit bliver der givet afslag. Det er dog ikke
noget, der tager humøret fra ham. Som han selv siger, tager han skylden, og
så sviner han de andre til. Det skal man jo gøre.
Med en vis portion selvironi tilføjer han, at han håber, det går samme for
ham, som det gjorde for Asger Jorn eller Van Gogh. Ingen af dem var anerkendt
i deres samtid. " Sådan går det sgu nok ikke, men det er en drøm
værd," siger han. Han ser nu egentlig meget godt tilfreds ud.
Masser af spørgsmål - ingen svar
Faktisk er han en privilegeret mand, Jens Galschiøt . Og han ved det godt. Han er tvunget til at
vælge mellem to ting i sit liv.
Familien og sin passion, kunsten. Familien har ofte tabt, indrømmer han. Det
er et dilemma, og han er glad for, at han ikke er endt i en skilsmisse, som
mange andre kunstnere gør. " De holder jo af mig trods alt," griner
han.
Han fortryder dog ikke sine prioriteringer.
Generelt er han ikke et menneske, der fortryder noget som helst.
Han laver det, han har allermest lyst til - og kun det.
Han kæmper for at bringe humanismen tilbage. Vores grådighed spolerer den,
mener han. Hans frygt er, at vi ender i en forrået verden.
" I virkeligheden er jeg bare en spørgsmålsstiller," forklarer han.
" Jeg stiller bare spørgsmål. Når man spørger mig, hvad man skal gøre
ved det, så ved jeg det ikke. Jeg vil bare ikke forråes.
Jeg har ingen svar." Og det er en privilegeret situation. At kunne stille spørgsmål uden at komme med svarene.
Selvironien gør sit comeback: " Ja, måske var det derfor, jeg ikke
skulle være politiker.".
|
|
Magasinet
Kunst 