Mødet med det kaotiske

- en kunsthistorisk betragtning

 

Af

Hannah Haansbæk Rasmussen

 

 

Kunst og symbol

Da Jens Galschiøt valgte at sende sin skulptur Skamstøtten til Hong Kong på årsdagen for nedkæmpelsen af studenterne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989, blev den et symbol på studenter- og demokratibevægelsens arbejde for at sikre menneskerettighederne i Kina. Med skulpturen markeredes en støtte til unionen af demokratiske partier, og Skamstøtten synlig­gør stadig ved sin uafviselige tilstedeværelse myndighedernes repressive handlinger. 

Det kunstneriske udtryk træder naturligt nok i baggrunden i den umiddelbare mediedækning af begivenhederne omkring højtideligholdelsen af den 4. juni. Ser man som et forsøg bort fra skulpturens funktion som symbol og betragter Skamstøtten som et kunstværk, giver det en chance for at kaste lys på Skamstøttens udtryk og kommunikationsmæssige styrke. Man kommer dog ikke uden om den politiske kunsts tilbagevendende spørgsmål, om hvorvidt det handler om kunst.

 

Idé eller kunstværk

Den politisk orienterede kunst har problemer med at blive taget alvorligt som kunst. Måske ikke af den brede befolkning, men i de kunstfaglige kredse, hvilket ikke i sig selv er overraskende i betragtning af at den politiske kunstner ofte vælger at  bruge sine kræfter på den poli­tiske sag frem for på det rent æstetiske. Den danske forfatter Ulrikka S. Gernes, der var tilstede ved mindehøjtideligheden i Hong Kong, kalder i sin erkendelse af den politiske kunsts problematik Skamstøtten for en genstand. Hun mener at det giver problemer at skille skulpturen fra sin metafor:

“Skamstøtten er en mærkelig skulptur ­- mere en idé end et kunstværk - en genstand, der på godt og ondt har påtaget sig et egetliv. Efter en bevæget nat er denne aparte skulptur, frem­stillet i Odense, blevet defineret af nogle omstændigheder på den anden side af kloden og har fundet sin betydning som en metafor for demokratibevægelsens og studenterunionens kamp for ytringsfrihed og menneskerettigheder - i Hong Kong såvel som i Kina. Hvis man vil se værket uafhængigt af sin metafor, er man nu nødt til strengt at adskille symbol og kunst, og når man tager symbolet væk er spørgsmålet, hvor meget kunst der er. Men det vil der nok først blive talt om, når demokratibevægelsens mål er nået.” (Kilde: Information, 6.6.1997)

 

Overskrider grænser

Kunst som middel, proces eller kunstværket som noget endegyldigt er nogle af de spørgsmål, der for alvor har været gældende i kunstdebatten siden realismen i anden halvdel af 1800-tallet. I vores århundrede har der været mangfoldige bestræbelser på at nedbryde græn­serne og skabe en forbindelse mellem kunst og virkelighed, blandt andet ved som surre­a­listerne at beskæftige sig med det ubevidste, som cobra-malerne konkret at male ud over lærredet først på rammen, så på vægge og lofter, eller ved at benytte sig af færdigproduceret materiale, som normalt indgik i hverdagen, etc. Den politiske kunst er beslægtet med disse bestræbelser, men ofte i en sådan grad at det æstetiske bliver erklæret for sekundært.

 

Det essentielle

Galschiøt medvirkede på Verdensudstillingen i Sevilla i 1992 med en kæmpe-installation af 22 stål-skjolde, der alle var gennembrudte af ansigter. I denne installation finder man yder­li­ge­re en nøgle til Galschiøts arbejde, hvis man ser gennembrydning af skjolde som et billede på noget centralt. Betragter man nemlig hele Galschiøts værk under et, og især Skamstøtten som det sidste udspil, er der en vilje til at nå ind til noget essentielt bag det tilsyneladende. På den måde gennembryder Galschiøt vores skjolde mod at lade dét trænge ind, som vi ikke ønsker at beskæftige os med. Skamstøtten udtrykker sådanne smertelige erfaringer som men­ne­skets nøgne eksistens og dets udsathed.

 

Drop blufærdigheden

Skamstøtten er sammenlignet med megen nutidig kunst ikke eksperimenterende, men frem­står som en traditionel skulptur på sokkel uden installationens fragmentariske karakter. Den tårner sig langt op over hovedet på beskueren og knytter sig derved ikke direkte til erfarings­ver­denen. Også i sit uforgængelige materiale knytter Skamstøtten an til tidligere tiders skulp­tur langt fra dele af den samtidige kunsts afsøgning af forfaldsæstetikker.

Hvor vor tids kaos forårsaget af ideologiernes og de store fortællingers sammenbrud ofte bliver mødt med ironi og distance indenfor billedkunsten, dropper Galschiøt blufærdigheden og kaster sig ud i et forsøg på at skildre den almene menneskelige smerte.

Skamstøtten består af menneskekroppe der vrider sig, støtter sig til hinanden og strækker sig både mod hinanden og mod beskueren. Figurerne vokser ud fra et fælles stof, som de ikke slipper. Alle er de bundet sammen af et rod-net, der bevæger sig fra bunden over de spændte kroppe mod toppen hvor den spidser til og krones af en enkelt figur.

 

Kaos som mulighed

Blandt figurerne er der elementer af klassiske fremstillinger, hvor idealet er den klart define­re­de krop, hvilket dog straks nedbrydes af de forgræmmede ansigter med de åbentstående munde, der forvandler dem til groteske skikkelser. Arme og ben glider langsomt ud i abstraktionen, der igen flyder sammen med andre figurer, og man fornemmer at der i stoffet hersker kræfter der ikke kan tæmmes, men som udgør en bevægelse og en mulighed.

I bevægelsen eller det udflydende knyttes der an til et vækstmotiv, som blandt andet ses i den katalanske kunstner Antoni Gaudís arkitektur. Vækstmotivets iboende bevægelse rum­mer det kaotiske i bred forstand. Med den ekspressive menneskefigur etableres der dermed en kommunikation med beskueren, der bringer det kaotiske frem, som menneskets eksistentielle vilkår er omfattet af. Det siges af Kierkegaard i udtrykket ‘den nødvendige smerte’.

Det drejer sig om langt mere end æstetik. I Skamstøtten bringes en nødvendig smerte frem, som ellers på mange måder forsøges fjernet fra livet. Derved kan kunsten have en healende eller ren­sende betydning. Aristoteles forbandt denne gennemlevelse af tragedien netop med ren­sel­sen eller på græsk “katharsis”. Det kan siges at være hvad Skamstøtten åbner mulighed for i kraft af sit ekspressive formsprog. Galschiøt vil have os til at reagere ikke så meget på selve skulpturen som på absurditeten, hvor den opstår i hverdagen og i livet.

 

3. juli ´97

Hannah Haansbæk Rasmussen (stud. mag. i kunsthistorie)