Jens Galschiøt - et fynsk kunstfænomen 

Af Erik Meistrup

 

 

Dansk kunsts enlige dinosaurus

 

Jens Galschiøt, Odense er et paradoks i den danske kunstverden. På den ene side anerkendes han ikke af de ledende kunstinstitutioner og førende aviser og er udsat for en reel undertrykkelse i form af, at man vender det blinde øje til hans værker og projekter. På den anden side er han en af de mest kendte og omtalte danske kunst­nere i udlandet, hvor opmærksomheden om hans værker spænder fra Hongkong til Brasilien, Mexico, Berlin, Spanien, USA m.fl. Ikke engang Per Kirkeby rækker så langt ud. Faktisk kan Jens Galschiøt betegnes som en af senmodernite­tens (efter 1980) største internationale danske kunstnere.

Jens Galschiøt spænder vidt i sin kunstneriske produktion fra smykker og små fine skulpturer til enorme politisk betonede skulpturer. Der er ingen tvivl om, at det er de politiske skulpturer og hans tilhørende politisk-humanistiske arbejde, der har sat ham uden for det ´fine selskab´. Kunstnere der er så gammeldags, at de fastholder et overordnet socialt perspektiv på hovedlinierne i kunstproduktionen er ikke særlig velsete. Når man skal være noget på kunstscenen og modtage de store offentlige tilskud (fra bl.a. Kunstfonden), skal man helst være bosiddende i København, være en del af slænget omkring Kunstakademiet samme sted og gøre sig som mediestjerne. Det sidste betyder bl.a., at man nok må lave ravage som at smadder biler og udstille dem på Kongens Nytorv, eller brænde en pølsevogn af i Århus og bruge slagord om forbrugersamfundet, men det skal ikke betyde noget andet end at være en del af en markedsføringsstrategi. Galschiøts konsekvente etisk-moralske stillingtagen i valget af projekter og skulpturer som har en konkret anledning er for meget for mange, der gerne vil nøjes med kunstverdenen som karriere valgmulighed eller sofistikeret baggrundsunderholdning. Faktisk har Galschiøt i mere end et 10-år arbejdet ud fra en tankegang om sammensmeltning af sociale-samfundsvilkår med kulturelle-kunstneriske udtryksmåder i en globaliserings strategi.

I tidsskriftet Kunst nr. 5, 2000 skriver Galschiøt bl.a., at ´Man kan ikke være for eller imod globalisering. Der har altid været en globalisering af kulturen i gang..... Forskellen (fra tidligere) er måske den hastighed, som det foregår med.´ Han fortsætter med at diskutere hvad kvalitet i kunst er og hvem der bestemmer det. De (elitære) kunstkendere har formået at bestemme således, at hvor i verden man end går på kunstudstilling, så ser man værker, der stort set holder sig inden for den samme ramme. ´Det er som at gå på Mcdonalds restauranter jorden over ...alt er genkendeligt og trygt og uendelig kedeligt.´ Denne kendsgerning siger Galschiøt, er ´med til at smadre og marginalisere lokale kulturer..(der) bliver til lavstatus.´ De reduceres til billige turistvarer, hvorved den bærende kultur reduceres til underholdning. Men det var fra disse mange lokale - og betegnet primitive - kulturer, at mange af modernismens højstatus kunstnere med Picasso i spidsen hentede ny inspiration, kreativitet og vitalitet i første halvdel af det 20. århundrede. På hjemmebanen var det Asger Jorn der arbejdede med at inkorporere ´primitive´ og historiske kulturtegn i den abstrakte ekspressionisme, der var hans varemærke. For Galschiøt gælder det om at vende kultur- og kunstudviklingen fra Mcdonaldisering til anerkendelse af mangfoldigheden og ´til at bevare menneskehedens kulturelle diversitet´. Et udtryk for denne holdning er, at når Jens Galschiøt får sine skulpturer stillet op i udlandet, så er det altid i samarbejde med brede folkelige bevægelser eller lokale faglige organisationer, der arbejder for at forbedre almindelige menneskers vilkår. På mange måder er Galschiøts indstilling og arbejde i direkte forlængelse af den tyske kunstner Joseph Beuys (1921-86) krav om et ´Gesamtkunstwerk´. Det betyder, at kunsten (værket) fungerer i et social rum, hvor publikum ´bidrager med egne tanker´. Man - altså både kunstner, publikum, institution og kritikere må tage del i en helhed, hvor ´kunsten retter sig mod den energi der findes i følelserne og udvikler dem til en erkendelsesform.´

 

   

Mellem Gru og Skønhed

 

De politiske skulpturer

Jens Galschiøt arbejder i den ene ende af sin produktion med skulpturelle udtryksformer, der er en stillingtagen til nogle af de største udfordringer til de grundlæggende levevilkår og menneskerettigheder nemlig undertrykkelse, fornedrelse, mord, udslettelse, løgn, krig, udbytning og ødelæggelse. Man kommer til at mindes Berry McGuires gamle hit fra 1960erne: (You don´t believe that we are) On the Eve og Destruction, hvor det generelle perspektiv på den politiske situation forsøges fastholdt midt i forbrugerglæde og trygheds narkomani. Dybest set - filosofisk forstået - vil vi altid befinde os på randen af destruktion på grund af vores dødelighed og vores forsøg på at beherske naturen og andre mennesker gennem teknologien og/eller magt. Galschiøt tager den humanistiske arv fra det 20. århundrede (fra Verdenskrige til Menneskerettigheder) alvorligt og fastholder en linie i al sin produktion både den, der skildrer gru såvel som den der skildrer skønhed.

Den ene hovedlinie spænder f.eks. fra projektet ´Min indre Svinehund´ fra 1993, hvor der blev stillet skulpturer op i 20 europæiske byer. Skulpturen skulle minde os om, at humanismen er en tynd skal over naturen i os selv, og at der altid skal kæmpes for at bevare og udbygge humanismens resultater. Det fulgtes op i 1995 med ´Den stille Død´ ved FNs sociale topmøde i København, hvor der var ophængt børnelig og spredt værdikuponer for at gøre opmærksom på den store børnedødelighed i verden.

I juni 1997 blev der så opstillet det første eksemplar af skulpturen ´Skamstøtten´ i Hongkong for at sætte fokus på Kinas overtagelse af byen samtidig med Kinas fortsatte undertrykkelse af basale menneskerettigheder. Næste eksemplar blev i 1999 opstillet først i Mexico City og senere bragt til delstaten Chiapas, hvor indianerne kæmper for at få rettigheder til jord og sociale goder tilbage. Den tredje Skamstøtte blev opstillet i Brasilien i år 2000. Først den 17. april foran parlamentet i hovedstaden Brasilia for at mindes overgrebene mod landarbejderne og indianerne (hvor myndighederne ville af med den) og senere fragtet 4000 km til byen Belém, hvor organisationen af jordløse bønder fik den opstillet for at markere Eldorado-massakren. Fjerde udgave vil i 2002 blive opstillet i Berlin som et mindesmærke over ofrene for nazitidens statsterror med systematisk masseudryddelse som resultat. Skamstøtten er 8 m høj og består af 50 ansigter og forvredne menneskekroppe. Meningen med skulpturen er for Galschiøt at fastholde erindringen om en skænd­selsgerning som aldrig må gentage sig. Skamstøtten er en slags Overgrebenes Nobelpris. Et centralt element ved Skamstøtten i Berlin er det personlige samarbejde mellem kunstneren og overlevende efter holocaust, der betyder, at tidligere kz-fanger indgraverer 10 mill. symbolske streger i skulpturens fundament, så det bliver et min­desmærke over alle offergrupper: jøder, sigøjnere, tvangsarbejdere, homo­seksu­elle, Jehovas vidner, politiske fanger, sorte etc. Skamstøtten er et af 1990ernes væsent­ligste kunstværker og et af Galschiøts mesterværker (efter traditionel kunstkritisk målestok). Værket indføjer sig i kunstnerisk tradition, hvor især malerierne Jorns ’Stalingrad’ og Svend Wiigs ’Menneskeridt’ (1956) danner forbillede både kunstnerisk og humanistisk dvs. politisk.

Samarbejdet med Mexico førte bl.a. med sig, at i januar 2001 arrangerede Galschiøt en udstilling i Odense med indianske børns malerier overfor danske skolebørns malerier over hver deres livsopfattelse. I august samme år havde han sørget for at invitere den mexicanske murmaler Gustavo til landet i forbindelse med festivalen Images of the World, hvor denne skabte et 13 m værk om globalisering til både Odense og Århus.                

I marts 2000 afleverede Galschiøt skulpturen ’Budbringeren’ til Jubilee 2000-kampagnen, der skulle skaffe opmærksomhed om de fattigste u-landes gældssituation, der hæmmer den sociale udvikling. Skulpturen startede sin danske rundrejse på Kgs. Nytorv i København og fortsatte derpå til en række andre byer herunder Odense, Århus og Aalborg. Skulpturen var senere i Genève, Schweiz som et midtpunkt for de folkelige bevægelsers aktiviteter i forbindelse med det sociale topmøde. I september var ’Budbringeren’ i Prag for at være med i en demonstration for gældseftergivelse ved IMF og Verdensbankens topmøde. I november samme år var det så opstillingen af ’Hænder af Sten’ på Rådhuspladsen i Odense. Her var opsat 2500 stenhænder lavet i samarbejde med Amnesty og tusindvis af skolebørn. Igen var det børns vilkår der var målet for aktionen under mottoet Børns Rettigheder er Voksnes Ansvar.

Det var karakteristisk at samtidig med, at ’Budbringeren’ var på banen var den mest omdiskuterede danske kunstbegivenhed den installation – ’Snowball’ - der havde været Danmarks officielle bidrag i Venedig året før. Her kunne man på Statens Museum for Kunst opleve 2 voksne kunstneriske drengerøve (en dansk og en amerikansk) udstille deres egen selvoptagethed og mangel på udtryksevne og etik ved at køre racerløb. Sjældent har kontrasten mellem seriøs kunst og kitsch været mere synlig. Det er åbenbart således at fattigdom i udtryksform og indhold er vejen til kanonisering i kunstinstitutionernes himmel, mens engagement som i Beuys sociale skulptur, gider man ikke beskæftige sig med i de finere kredse, det er ikke underholdende nok.

 

 

Skønhedens skulpturer

Jens Galschiøt har også en anden side af sit liv og virksomhed - som vi alle har en lys og en mørk side i vores karakter. I sit arbejde med skønheden som form har han i mange år fokuseret på tøjet, vi bærer som en del af vores kropslighed og ydre identitet. Han er et stærkt sanseligt menneske, der registrerer selv små bevægelser og krøllethed i det vi bærer. Han skaber ud fra denne sanselige erkendelse nogle utrolig smukke og nærmest meditative (eftertænksomme) skulpturer. Han ser nogle grundformer og bevægelser og omsætter det til skulpturens sprog, hvad enten det er en strikket bluse, en kjole i sving eller et par krøllet jeans. Det lykkes ham at trans­for­mere det levende tekstile udtryk over i bronzens faste form på en måde, der giver hans skulpturer den fornemmelse af liv og bevægelighed, der er afgørende.

Det er måske her centralt at forstå, at Galschiøt selv står for hele processen fra den første indskydelse og tegning frem over modeller i voks til selve støbeprocessen. Her bliver intet sendt ud af huset for at blive bearbejdet af andre. Alle værker er gennem­arbejdede på eget værksted fra begyndelse til levering. I denne proces indgår også Galschiøts social engagement, idet hans værksted samtidig har været et socialt eksperiment, hvor unge har kunnet arbejde med sig selv gennem arbejdet med at være med i såvel kunstprojekter som i sociale projekter med lokal eller international tilsnit. I 1992 deltog værkstedet således som officielt udvalgt til udsmykningen af det danske udstillingssted ved Expo 92 i Spanien. Udsmykningen bestod af en langt række ansigter/hoveder der i en maskeform trænger sig gennem en mur.

Fascinationen af beklædningsgenstande førte til samarbejde med de nu afdøde modeskabere Erik Mortensen og Jean Voigt og i 1990 skabte Galschiøt ’Ringbærerens jakke’ også kaldet ’Frodos jakke’ til Dronning Margrethes 50 års fødselsdag. Gaven var bestilt af Beklædningsindustriens Brancheforening og er opstillet i Marselisborg Slotspark i Århus, hvor der er fri adgang, når regenten ikke opholder sig på slottet. Jakken er en tolkning af såvel det tekstile som af Tolkins hovedværk ’Ringenes Herre’ som dronningen tidligere har skabt illustrationer til.     

Samarbejdet med modeskaberen Erik Mortensen (1926-98) førte til, at Mortensen udvalgte en kjole (fra sin tid hos modehuset Scherrer, Paris) fra sin lange karriere som Jens Galschiøt skulle omsætte til en skulptur, der i oktober 1999 blev opsat i på Brummers plads bag Beklædningsfagskolen i Odense. ’Blækspruttekjolen’ fra kollektionen 1992/93 skulle gennem flere prøver og bearbejdninger inden den 90 kg tunge bronzeskulptur kunne godkendes af Galschiøt - Erik Mortensen nåede aldrig at opleve resultatet. Der skulle to støbninger samt ætsninger i overfladen til for at mønstringen i kjolen kunne træde frem som struktur i formen. For at forvandlingen fra elegant haute couture kjole til dynamisk og ’levende’ skulptur skulle lykkes var det nødvendigt at indtolke en levende person i kjolens rammer. Der blev derfor lavet en kopi af kjolen til en udvalgt model. Hendes kvindelige former blev der taget et aftryk af, og de blev igen yderligere forstærket og rundet så man kunne fornemme personens bevægelser gennem stoffets fald og folder i en let fremadskridende positur.

Den dybe forståelse og tolkning af forholdet mellem krop, beklædningens form, stoffets draperingsspil i tekstilets mønstring og struktur samt personens bevægelses­måde har Galschiøt fælles med Erik Mortensen. Resultatet er blevet er slags fastholdt tøvende graciøsitet, der folder sig ud i det store udendørs rum, hvor skulpturen hele tiden vil ændre karakter med lysets og vejrets forandring.  For at forstærke det bevægelige er skulpturen anbragt på en stor klippeblok, der gennem sin ujævnt stigende form transformere en stærk understrøm af rå energi fra underlaget op til bronzen, så den næsten opleves som en galionsfigur på et skib, der bruser frem gennem havet. Dette indtryk forstærke ved, at stenblokken i forvejen står på en plads af stenfliser, der breder sig ud til siden og bagved skulpturen som en rolig vandoverflade. Den rå granitblok opleves desuden som en afbalancering af kjolens såvel kulturelle som kunstneriske formfuldendte skønhed.  

Galschiøts arbejde med skønhedens udtryk er den anden side af hans dybe humanistiske livsholdning. Ingen skønhed uden gru, intet mørke uden lys. Vi har brug for at blive mindet om begge dele for ikke at forstene som mennesker i åndløshed og forbrugerisme. Det er derfor godt, at der stadig findes levende kunstneriske dinosaurer som Jens Galschiøt, der tør sætte sig selv på spil og skabe synlige erfaringer af gru og skønhed.