Tur til Prag 22-27 september
Budbringeren, forstillende en masaj-kvinde klædt i sort kutte med hætte bærende en stav, er Jens Galschiøts bidrag til den verdensomspændende organisation Jubilee 2000’s arbejde over hele jorden for at få slettet U-landenes gæld til den vestlige verden, skulle naturligvis med til Prag, ligesom vi på værkstedet havde fremstillet 20 kobbermasker, som senere skulle sidde øverst på en 3 meter høj, tyk bambusstang indhyllet i sort velour, der ligesom vor tiltænkte sorte påklædning med sorte velourkutter, tilsammen skulle illustrere den tredje verdens nød.
Fredag den 22. september 2000
Efter at have indtaget et solidt måltid bestående af spagetti og velsmagende kødsovs fremstillet af Betina og undertegnede startede vi 10 mand i to rugbrøds/lastbilsagtige biler med fuld oppakning, bl.a. bestående af Budbringeren og toppen af Skamstøtten kl. ca. 19.30 vores tur mod Prag for at deltage i den store demonstration mod Verdensbanken, og for at slå et slag for frigivelse af U-landenes gæld til den vestlige verden.
Turen gennem Danmark og Tyskland forløb totalt gnidningsløst, hvor chaufførerne og vi andre på tur fik en lur. Men da vi nåede den tjekkiske grænse, startede problemerne, og bureaukratiet viste sit grumme ansigt frem. Efter 2 timers minutiøst papirnusseri, gennemgribende undersøgelse af al vores bagage lige ned til trusser og codymagnyl, fik vi endelig lov at køre videre, dog kun med den ene bil, idet Jens havde været så fiks at glemme registreringsattesten på sin bil, så den måtte vi lade henstå ensom og forladt på den tyske side af grænsen. Et stykke vej væk fra den tjekkiske grænse måtte vi så klemme os sammen 10 folk i den tiloversblevne bil, som højst var beregnet til 7. En temmelig klemt fornemmelse, men da der kun var cirka 100 km til Prag, gik også det, og vi nåede frem til vort bestemmelsessted, et enormt stadion fra kommunismens blomstringstid, som vi egentlig havde forventet var oversvømmet af tusindvis af telte, men kun et par enkelte, symbolske indianertelte knejsede mod en skyfri himmel!!
Lørdag den 23. september 2000
Noget slukørede begyndte vi at indrette vor egen lille teltlejr, spiste derefter en forholdsvis udmærket pizza med husets vin i et af de dertil indrettede teltboder, og mens et par stykker senere lørdag aften tog til byen for at stille Budbringeren op, forberedte vi andre de 20 masker på stang til søndagens demonstration, godt hjulpet på vej af nogle flasker lokal hvidvin og godt humør!!
Søndag den 24. september 2000
Søndag blev vi purret ud af soveposerne på det ukristelige tidspunkt 7.00, hvilket var en ubehagelig nødvendighed, da demonstrationen startede kl. 9.00 i en af Prags ualmindelig smukke kirker, hvor flere interessante mennesker holdt tale, smukke salmer og sange blev afsunget, og friske flûtes og vindruer blev delt ud til "menigheden", os!. Efter gudstjenesten begyndte så den lange march gennem en del af Prag, hvor flere tusind var samlet og fulgte optoget, der blandt andet indebar en forcering af utallige trapper, som mindst må have nået halvvejs til himlen, som stadig viste sig fra sin smukkeste side med høj sol, hvilket næsten gav en overjordisk fornemmelse af, at selveste Gud var med os og de udstødte på denne dag.
Igen var der masser af taler på forskellige sprog, blitzene funklede, mikrofonerne buldrede, og den kulørte menneskemasse bærende på forskellige symboler, deriblandt vore egne masker, der ragede højt op mellem menneskemængden, var alt sammen med til at danne et smukt, farverigt og stilfærdigt billede af en fredelig march mod uretfærdigheden.
Demonstrationen sluttede med en fredelig "sit-down"-time, hvor der var lejlighed til at udveksle bemærkninger og souvenirs med tilfældigt mødte mennesker fra andre lande.
Senere søndag deltes vi i forskellige grupper, hvor hver foretog sig, hvad de fandt for godt, hvilket for nogles vedkommende betød et besøg på en lille hyggelig kro uden for byen, hvor vi blandt andet fik serveret en fremragende mexicansk suppe, som blev indtaget sammen med adskillige tequilaer, hvilket var en fremragende kombination (man fik i hvert fald den indre varme!), og da mandag i forvejen var udnævnt til slappe-af- og hyggedag, indebar det samtidig, at man ikke behøvede at stå op før fanden fik sko på.
Mandag den 25. september 2000
Dagen blev fortrinsvis brugt til at se nærmere på den utrolig smukke Prags seværdigheder, de mange flotte og smukke kirker og bygninger, og ikke mindst floden Moldau, der løber gennem hele byen. – Ligeledes blev der foretaget indkøb af diverse souvenirs og gaver til de efterladte i Danmark afbrudt af diverse spise- og drikkepauser.
Tirsdag den 26. september 2000
Så kom den store demonstrationsdag, som om morgenen startede med, at vi på teltpladsen udsmykkede vores bil med bannere og de 20 masker. I nattens løb var der ankommet en stor flok italienere til pladsen, som tydeligvis var temmelig altererede over at være blevet opholdt næsten et døgn ved grænsen, og derfor var i færd med at iklæde sig dragter af is-hockeylignende art, hvilket kunne tyde på, at de forventede det værste.
Herefter kørte vi mod Prags centrum, hvor vi mødtes med tusindvis af andre demonstranter. De første par timer gik med at dele løbesedler ud, blive interviewet af adskillige journalister og tale med folk. Alt foregik i en yderst venlig og løssluppen stemning uden tegn på uro.
Senere deltes demonstranterne op i 3 grupper, en blå, en pink og en gul gruppe, og vi fulgte den gule afdeling, som blandt andet var ledsaget af et muntert jazz-orkester, som var med til at forøge den gode, muntre stemning. Den gule og den pink gruppe bestod af fredelige demonstranter, mens den blå gruppe var mere militant. Den gule gruppe bevægede sig mod motorvejsspærringen, hvor det viste sig, at førnævnte italienere var fredelige folk, som stillede sig imellem det tjekkiske politi og demonstranterne, og på den måde virkede som "mæglere" mellem grupperne. Senere bevægede vi os mod operaen i den hensigt at forhindre de tilrejsende politikere i at besøge operaen, hvilket lykkedes. Der var således, på trods eller på grund af massiv politiopdækning, på intet tidspunkt optræk til uroligheder, der hvor vi befandt os. De uroligheder, der vitterligt var forekommet, måtte vi læse om i aviserne næste dag, ligesom vi først lang tid efter vor hjemkomst til Danmark fik kendskab til de unge danskere, der tilsyneladende uretmæssigt var blevet arresteret.
Hen på aftenen vendte vi efter en lang dag tilbage til stadion, og mens et par stykker af os hentede Budbringeren i centrum, pakkede vi andre lejren sammen.
Cirka kl. 23.00 var alt pakket, og vi var klar til at begynde den lange hjemtur mod Danevang. Vi have dog kun kørt et par kilometer, igen 10 folk stuvet sammen i samme bil, da bureaukratiet atter stak sit grinende fjæs frem i form af det tjekkiske politi, som gjorde os opmærksomme på det, vi allerede vidste: Bilen var kun beregnet til 7 personer, så efter Vagns fremragende udfoldelser ud i det russiske, måtte 4 af os tage en taxi 10 kilometer uden for byen, hvor vi så endnu engang forbrød os mod loven og maste os sammen de sidste ca. 90 kilometer, og tro det eller ej, jo, alle gode gange tre. Igen grinede ovennævnte os i møde, og vi måtte tilbringe, hvad der føltes som 100 år i isnende kulde, før de uniformerede skrankepaver syntes, de havde plaget os nok. Den eneste, der ikke frøs, var Jens. Han var hvidglødende af raseri.
Endelig – stor gensynsglæde med den efterladte turkisfarvede, og så kunne turen efter 17 timers kørsel og en murstensroman endelig afsluttes på Banevænget 22 med en tiltrængt kop kaffe.